Ellie Greenwich
Medmindre man har hang til 1960'ernes pigegrupper, er det er nok de færreste der kender Ellie Greenwich. Sammen med sin kompagnon (og mand) Jeff Barry, skrev hun sange for blandt andre en håndfuld af de mest kendte pigegrupper fra den tid heriblandt The Ronettes og Shangri-Las. Det er således hende vi kan takke for "Leader of The Pack", "Be My Baby", "Then He Kissed Me" og mange andre store 60'er-hits. Hun nøjedes dog ikke med at skrive for andre, men prøvede også selv at slå igennem som sangerinde, dog uden det store held. Denne lille perle fra 1965 er blandt mine favoritter fra 60'erne, og jeg har svært ved at forstå, at den ikke blev et ligeså stort hit som nogle af de førnævnte.
You don't know what I've been goin' through,
since the day I laid eyes on you.
And you don't know how hard it is to hide,
all my love, baby, deep inside.
And I'll pray that's the way it's gonna stay,
and day by day I'll just pretend 'cause she's my friend,
and I can't let her know I really love you so.
Won't somebody help me? Help me, please help me.
You don't know what I've been goin' through,
'cause till I die, baby, I'll love you.
And I'll try not to cry when you walk by,
'cause she's just like a sister to me & she
is so in love with you, I don't know what to do.
Won't somebody help me? Help me, I love you.
Jeg bliver generelt ikke så fanget eller ramt af kvindestemmer som af mandestemmer. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg ikke synes, at kvindestemmer er ligeså nuancerede eller rummer ligeså meget dybde og følelse som mænds stemmer. Man kan ikke høre følelserne ligeså tydeligt, og da det er noget af det, jeg rammes allermest af, er mine yndlingssangere som regel mænd - med et par få undtagelser som f.eks. Cat Power. Men der er noget over Ellie Greenwich på dette nummer. Hendes stemme er ikke specielt smuk, men jeg bliver ramt af den tone, der er i hendes stemme. Det er den samme tone, som jeg også synes, at Dusty Springfield og Danmarks egen Grethe Ingman har. Det er en tristesse; en ulmen som ridser under overfladen, og som bevirker, at man kan mærke hendes hjertesorg. Hun giver sig hen på en måde, som jeg sjældent synes, at kvindelige sangere gør, og det kan jeg godt lide. Samtidig er teksten enkel, men klar i sit budskab. Nogle gange skal der ikke særligt mange ord til for at fortælle en historie, og jeg holder af selv at skabe billederne i mit hoved.
Musikken er på mange måder typisk for 60'ernes soulpop, og sangen her bliver da også kategoriseret som "girl Group", selvom jeg synes den er mere Dusty Springfield, end den er Ronettes.
May 13, 2010
April 26, 2010
TC and Honeybear
John Grant
Det er længe siden, der er kommet nyt fra John Grant fra The Czars. Derfor er det også yderst kærkomment, at han endelig har udgivet sit første soloalbum med hjælp fra Midlake. Nu mangler han bare at lave det julealbum, som jeg ved, at han har i sig.
TC and Honeybear minder mig om en utrolig sørgelig, men også smuk og virkelig fantastisk bog, jeg læste højt for nogle børn under et træ en solskinsdag i juni for to år siden. Bogen er skrevet af Kate DiCamillo og hedder "Edward T's forunderlige rejse". Den handler om en meget smuk og elegant porcelænskanin, der har utroligt høje tanker om sig selv og ingen andre. Han bliver købt til pigen Annabell, der kommer fra en fornem og rig familie. Hun elsker ham inderligt, men Edward er kun optaget af sig selv og dømmer og ser ned på alle andre. På et krydstogt mister Annabell ham i havet, og Edward T ligger i månedsvis på havets bund og drømmer om himlen og stjernene og alt det, der engang var en del af hans verden. Han er levende, men død. En dag bliver han fanget ind i et fiskenet og herefter følger man Edwards barske rejse og møde med mange triste skæbner, der en for en omfavner hans hjerte og viser ham livet. Blandt andet bliver han en fattig og syg piges eneste trøst indtil hun dør. Jeg kendte ikke bogen, da jeg tog den ned fra hylden i sin tid, og det kom bag på både børnene, som jeg læste højt for, og mig selv, at jeg pludelig fandt mig selv med tårerne trillende ned ad kinderne, mens jeg læste den.
TC and Honeybear viser mig igen billederne fra Edward T's forunderlige rejse og giver mig, om end ikke samme historie, så i hvert fald samme stemning. Ligesom med bogen får man en oplevelse, der sætter sig i en lille flig af sjælen. Man er ikke helt den samme, som før man læste bogen eller lyttede til sangen.
I John Grants version fortæller han historien om Honeybear, der før TC fandt ham, var så trist og ensom. Han fortæller historien om en betingelsesløs kærlighed, om at elske en så meget, at man hellere selv vil ofres fremfor at den anden bliver det. Honeybear er en slags omvendt Edward T. Hans hjerte er fuld af kærlighed, men han har ingen at give den til - indtil han møder TC:
For TC and his Honeybear the world will not stop moving.
For rendez vous and longing stairs,
and hearts that won't stop burning.
Before that Honeybear had given up,
he felt so sad and lonely.
Then one night he looked up and he saw,
he saw his one and only.
When TC came onto the scene,
he entered in on golden wings.
And with him he brought butterflies,
of crimson red and emerald green.
'Cause before TC Honeybear was waiting,
was waiting for him patiently.
TC took his fear away,
became his one and only.
På dette nummer er John Grants stemme præcis, som jeg elsker den. Den er fløjsblød og inderlig og indkapsler en dybfølt og sørgmodig følelse af erfaring og smerte. John Grants stemme er så personlig og ærlig at verden omkring en står stille, når han synger, og det eneste man kan, er at sætte sig ned og lytte til det, han vil fortælle. Musikken er, ligesom John Grants stemme, hjertelig og smuk. Melodien spilles af en akustisk guitar og løbende kommer der flere instrumenter til - blandt andet end sjældent værdsat fløjte, der yderst usædvanligt passer perfekt ind samt en kvindestemme, der nærmest vuggeviseagtigt prøver at trøste den stakkels honeybear.
The world came crashing down on them,
with all of it's ferocity.
And Honeybear was terrified,
he said do not take him, take me.
Before that Honeybear had given up,
he felt so sad and lonely.
And then one night he looked up and he saw,
he saw his one and only,
and he said: Please don't take him; 'cause I love him, he's my joy and my life.
For my love, I won't hesitate,
I will give him all that his heart can take.
And I'll trust him fearlessly.
I want him to be free.
I Edward T's forunderlige rejse ender Edward med at være en gammel og slidt kanin, der har iturevet tøj og ødelagte ører. Men i modsætning til i starten, er han nu dyb og vis. Al overfladen er skrabet bort, og han har på den hårde måde lært, hvad der er vigtigst i livet; at elske og at blive elsket. Hans store ønske er nu at komme tilbage til Annabell, der elskede ham betingelsesløst, så han også kan vise hende sin kærlighed.
Honeybear har fra starten vidst, hvad det handlede om; der var ingen overflade der. Men Honeybear har ingen Annabell, der elsker ham betingelsesløst. Ikke mere.
Det er længe siden, der er kommet nyt fra John Grant fra The Czars. Derfor er det også yderst kærkomment, at han endelig har udgivet sit første soloalbum med hjælp fra Midlake. Nu mangler han bare at lave det julealbum, som jeg ved, at han har i sig.
TC and Honeybear minder mig om en utrolig sørgelig, men også smuk og virkelig fantastisk bog, jeg læste højt for nogle børn under et træ en solskinsdag i juni for to år siden. Bogen er skrevet af Kate DiCamillo og hedder "Edward T's forunderlige rejse". Den handler om en meget smuk og elegant porcelænskanin, der har utroligt høje tanker om sig selv og ingen andre. Han bliver købt til pigen Annabell, der kommer fra en fornem og rig familie. Hun elsker ham inderligt, men Edward er kun optaget af sig selv og dømmer og ser ned på alle andre. På et krydstogt mister Annabell ham i havet, og Edward T ligger i månedsvis på havets bund og drømmer om himlen og stjernene og alt det, der engang var en del af hans verden. Han er levende, men død. En dag bliver han fanget ind i et fiskenet og herefter følger man Edwards barske rejse og møde med mange triste skæbner, der en for en omfavner hans hjerte og viser ham livet. Blandt andet bliver han en fattig og syg piges eneste trøst indtil hun dør. Jeg kendte ikke bogen, da jeg tog den ned fra hylden i sin tid, og det kom bag på både børnene, som jeg læste højt for, og mig selv, at jeg pludelig fandt mig selv med tårerne trillende ned ad kinderne, mens jeg læste den.
TC and Honeybear viser mig igen billederne fra Edward T's forunderlige rejse og giver mig, om end ikke samme historie, så i hvert fald samme stemning. Ligesom med bogen får man en oplevelse, der sætter sig i en lille flig af sjælen. Man er ikke helt den samme, som før man læste bogen eller lyttede til sangen.
I John Grants version fortæller han historien om Honeybear, der før TC fandt ham, var så trist og ensom. Han fortæller historien om en betingelsesløs kærlighed, om at elske en så meget, at man hellere selv vil ofres fremfor at den anden bliver det. Honeybear er en slags omvendt Edward T. Hans hjerte er fuld af kærlighed, men han har ingen at give den til - indtil han møder TC:
For TC and his Honeybear the world will not stop moving.
For rendez vous and longing stairs,
and hearts that won't stop burning.
Before that Honeybear had given up,
he felt so sad and lonely.
Then one night he looked up and he saw,
he saw his one and only.
When TC came onto the scene,
he entered in on golden wings.
And with him he brought butterflies,
of crimson red and emerald green.
'Cause before TC Honeybear was waiting,
was waiting for him patiently.
TC took his fear away,
became his one and only.
På dette nummer er John Grants stemme præcis, som jeg elsker den. Den er fløjsblød og inderlig og indkapsler en dybfølt og sørgmodig følelse af erfaring og smerte. John Grants stemme er så personlig og ærlig at verden omkring en står stille, når han synger, og det eneste man kan, er at sætte sig ned og lytte til det, han vil fortælle. Musikken er, ligesom John Grants stemme, hjertelig og smuk. Melodien spilles af en akustisk guitar og løbende kommer der flere instrumenter til - blandt andet end sjældent værdsat fløjte, der yderst usædvanligt passer perfekt ind samt en kvindestemme, der nærmest vuggeviseagtigt prøver at trøste den stakkels honeybear.
The world came crashing down on them,
with all of it's ferocity.
And Honeybear was terrified,
he said do not take him, take me.
Before that Honeybear had given up,
he felt so sad and lonely.
And then one night he looked up and he saw,
he saw his one and only,
and he said: Please don't take him; 'cause I love him, he's my joy and my life.
For my love, I won't hesitate,
I will give him all that his heart can take.
And I'll trust him fearlessly.
I want him to be free.
I Edward T's forunderlige rejse ender Edward med at være en gammel og slidt kanin, der har iturevet tøj og ødelagte ører. Men i modsætning til i starten, er han nu dyb og vis. Al overfladen er skrabet bort, og han har på den hårde måde lært, hvad der er vigtigst i livet; at elske og at blive elsket. Hans store ønske er nu at komme tilbage til Annabell, der elskede ham betingelsesløst, så han også kan vise hende sin kærlighed.
Honeybear har fra starten vidst, hvad det handlede om; der var ingen overflade der. Men Honeybear har ingen Annabell, der elsker ham betingelsesløst. Ikke mere.
March 14, 2010
Exogenesis: Symphony, Pt. 1, 2 & 3
Muse
Den 11. august 1999 var jeg i Reims i Frankrig for at overvære den, på det tidspunkt, meget omtalte solformørkelse, som skulle være ekstra tydelig netop der. Efter at have oplevet solformørkelsen, gik jeg rundt i champagnebyen og fandt en lille og meget hyggelig musikbutik. Idet jeg trådte ind i butikken, blev jeg mødt af en musik og en stemme, som uden varsel sendte pile af sted med direkte retning mod mit hjerte. Jeg var tryllebundet. Fuld af forventning spurgte jeg ekspedienten, hvad det var, og sagde, at jeg ville købe det. Desværre måtte jeg gå tomhændet derfra fordi pladen endnu ikke var udkommet. Hjemme i Danmark tog jeg med det samme i Moby Disc, og fik dem, ikke uden besvær, til at bestille pladen hjem til mig, og jeg ventede med længsel til måneden efter, hvor "Showbiz" endelig udkom.
Jeg lyttede nærmest ikke til andre plader end "Showbiz" det næste år. Mens jeg skriver dette, mindes jeg tydeligt, hvor meget den plade betød for mig, og hvor stort og epokegørende, jeg følte, det var for mig. Jeg købte alle singler og var super hooked. Men på en eller anden måde ebbede min fascination og forelskelse ud i takt med de efterfølgende plader. Og det er først nu, med deres femte album, at det jeg faldt så voldsomt for dengang i butikken i Reims, nu igen står så klokkeklart for mig; især med disse tre små symfoniske mesterværker. For med numrene her, hvor Matthew Bellamy smyger sig ind i en verden af klassiske toner, rammer han præcist det, som jeg har længtes efter. Det er lidt på samme måde, som når Askepot prøver glasskoen og den passer perfekt. Matchet mellem Matt og den klassiske verden er virkelig perfekt, og det er nok bare det, jeg har ventet på siden deres første plade. Det er en kæmpe forløsning.
Den tredelte symfoni fortæller historien om verden, om hvordan menneskene forlader en dommedagstruet jord og begynder et nyt liv på en anden planet. Den første symfoni handler om der, hvor menneskene modløst og opgivende accepterer at dommedagen er kommet. De stiller spørgsmålstegn ved hvem de er, hvorfor de er, og hvor de kommer fra.
Aping my soul. You stole my overture. Trapped in God's program. Oh, I can't escape. Who are we? Where are we? When are we? Why are we? Who are we? Where are we?
Why Why Why?
Musikken i denne del er fantastisk smuk, og det er nok her, jeg rammes mest. Det første man hører er de syngende violiner, der mest af alt får mig til at tænke på et smukt blåt hav i solskin. Men efterhånden kommer der mere dystre toner til, og noget begynder at ulme i havet. Der kommer bølger, og når Matt begynder at synge, skifter vejret. Solen går væk og trommerne danner skyer, der bliver mere og mere grå. En elektrisk guitar kommer til og sender lyn fra himlen ned over det nu mørke og bølgende hav.
Anden symfoni handler om det desperate håb om overlevelse, som nogle stadig klynger sig til. Håbet får næring i form af de astronauter, der er sendt af sted for at finde en ny planet, hvor man kan leve videre.
Rise above the crowds and wade through toxic clouds. Breach the outer sphere, the edge of all our fears. Rest with you, we are counting on you. It's up to you. Spread our codes to the stars, you must rescue us all.
Man kan høre alvoren i musikken næsten allerede før den begynder. Klaveret der slår tonen an er mørk og agressiv, og den farver himlen sort. Men noget sker. Håbet finder vej gennem det mørke, og Matt sender astronauterne af sted i et inferno af lyd. Havet og himlen raser, og nu er der ikke andet tilbage end at holde vejret og håbe, at det lykkes for dem. Musikken ebber ud, havet bliver stille, tordenvejret stopper.
Mens astronauterne er ude at lede efter en beboelig planet, fortæller tredje og sidste symfoni, at det ikke handler om at finde andre steder at bo, men om at ændre vores adfærd, så vi ikke ødelægger verden en gang til. Det er også her det går op for menneskene, at de måske er en del af jordens cyklys, og at historien blot gentager sig selv.
Jeg kan ikke undgå at føle mig opløftet, når jeg har hørt symfonien her. For inde i mit hovede har Matt og intrumenterne også skubbet de grå tanker væk og lavet blå himmel. Og jeg kan bedst lide, når himlen er blå.
Den 11. august 1999 var jeg i Reims i Frankrig for at overvære den, på det tidspunkt, meget omtalte solformørkelse, som skulle være ekstra tydelig netop der. Efter at have oplevet solformørkelsen, gik jeg rundt i champagnebyen og fandt en lille og meget hyggelig musikbutik. Idet jeg trådte ind i butikken, blev jeg mødt af en musik og en stemme, som uden varsel sendte pile af sted med direkte retning mod mit hjerte. Jeg var tryllebundet. Fuld af forventning spurgte jeg ekspedienten, hvad det var, og sagde, at jeg ville købe det. Desværre måtte jeg gå tomhændet derfra fordi pladen endnu ikke var udkommet. Hjemme i Danmark tog jeg med det samme i Moby Disc, og fik dem, ikke uden besvær, til at bestille pladen hjem til mig, og jeg ventede med længsel til måneden efter, hvor "Showbiz" endelig udkom.
Jeg lyttede nærmest ikke til andre plader end "Showbiz" det næste år. Mens jeg skriver dette, mindes jeg tydeligt, hvor meget den plade betød for mig, og hvor stort og epokegørende, jeg følte, det var for mig. Jeg købte alle singler og var super hooked. Men på en eller anden måde ebbede min fascination og forelskelse ud i takt med de efterfølgende plader. Og det er først nu, med deres femte album, at det jeg faldt så voldsomt for dengang i butikken i Reims, nu igen står så klokkeklart for mig; især med disse tre små symfoniske mesterværker. For med numrene her, hvor Matthew Bellamy smyger sig ind i en verden af klassiske toner, rammer han præcist det, som jeg har længtes efter. Det er lidt på samme måde, som når Askepot prøver glasskoen og den passer perfekt. Matchet mellem Matt og den klassiske verden er virkelig perfekt, og det er nok bare det, jeg har ventet på siden deres første plade. Det er en kæmpe forløsning.
Den tredelte symfoni fortæller historien om verden, om hvordan menneskene forlader en dommedagstruet jord og begynder et nyt liv på en anden planet. Den første symfoni handler om der, hvor menneskene modløst og opgivende accepterer at dommedagen er kommet. De stiller spørgsmålstegn ved hvem de er, hvorfor de er, og hvor de kommer fra.
Aping my soul. You stole my overture. Trapped in God's program. Oh, I can't escape. Who are we? Where are we? When are we? Why are we? Who are we? Where are we?
Why Why Why?
Musikken i denne del er fantastisk smuk, og det er nok her, jeg rammes mest. Det første man hører er de syngende violiner, der mest af alt får mig til at tænke på et smukt blåt hav i solskin. Men efterhånden kommer der mere dystre toner til, og noget begynder at ulme i havet. Der kommer bølger, og når Matt begynder at synge, skifter vejret. Solen går væk og trommerne danner skyer, der bliver mere og mere grå. En elektrisk guitar kommer til og sender lyn fra himlen ned over det nu mørke og bølgende hav.
Anden symfoni handler om det desperate håb om overlevelse, som nogle stadig klynger sig til. Håbet får næring i form af de astronauter, der er sendt af sted for at finde en ny planet, hvor man kan leve videre.
Rise above the crowds and wade through toxic clouds. Breach the outer sphere, the edge of all our fears. Rest with you, we are counting on you. It's up to you. Spread our codes to the stars, you must rescue us all.
Man kan høre alvoren i musikken næsten allerede før den begynder. Klaveret der slår tonen an er mørk og agressiv, og den farver himlen sort. Men noget sker. Håbet finder vej gennem det mørke, og Matt sender astronauterne af sted i et inferno af lyd. Havet og himlen raser, og nu er der ikke andet tilbage end at holde vejret og håbe, at det lykkes for dem. Musikken ebber ud, havet bliver stille, tordenvejret stopper.
Mens astronauterne er ude at lede efter en beboelig planet, fortæller tredje og sidste symfoni, at det ikke handler om at finde andre steder at bo, men om at ændre vores adfærd, så vi ikke ødelægger verden en gang til. Det er også her det går op for menneskene, at de måske er en del af jordens cyklys, og at historien blot gentager sig selv.
Let's start over again. Why can't we start it over again? Just let us start it over again. And we'll be good. This time we'll get it. We'll get it right. It's our last chance to forgive ourselves.
Musikken i denne del af symfonien starter blidt og stille. Et klaver tvinger solstråler frem bag skyerne, der er ved at forsvinde. Den sorte farve i havet bliver igen blå. Der kommer fugle på himlen, og inde på land kommer naturens farver tilbage.
Jeg kan ikke undgå at føle mig opløftet, når jeg har hørt symfonien her. For inde i mit hovede har Matt og intrumenterne også skubbet de grå tanker væk og lavet blå himmel. Og jeg kan bedst lide, når himlen er blå.
February 20, 2010
Such Great Heights
Frankmusik
Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive om et andet Frankmusik-nummer, men coveret her er ikke til at komme udenom. Og det er pudsigt, for da jeg hørte det første gang, rynkede jeg lidt på næsen og vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene. For både originalen med Postal Service og coveret med Iron & Wine er virkelig gode numre - altså virkelig gode. Så det kræver sin mand at slå dem af banen, og jeg havde bestemt ikke forventet at en 23 årig tidligere beatboxer og nu electropop/electronica-fyr kunne det. Men det kan han. Og jeg er, mod alle odds, faldet pladask for Frankmusik - ikke bare på grund af dette nummer, men også på grund af hans plader. Frankmusik gør mig nemlig glad. Og måske endda mere end det. Tidligere i dag fandt jeg i hvert fald mig selv i et prøverum i færd med at prøve den ene mere farverige og blomstrede trøje efter den anden - og jeg får normalt nervøse trækninger i ansigtet, hvis jeg har noget på, der er det mindste spraglet eller har mere end en farve.
På en måde minder Frankmusik lidt om Moto Boy bare i en upbeat disko-version. Selvom Moto Boy nok kan lidt mere med sin stemme, synes jeg, de har den samme klang. Især på "Such Great Heights", hvor Frankmusiks sang alene støttes af et klaver, som endda træder lidt i baggrunden, fordi hans stemme er så stærk og intens. Det samme gør sig gældende på "Completely Me", som er en akustisk version af hans debutplade "Complete Me" fra sidste år. Meget charmerende.
Ligesom Iron & Wine lykkes det Frankmusik at gøre "Such Great Heights" til sit helt eget nummer. Og hvilket nummer! Energien er imponerende, og den bevirker at man, selvom sangen godt kunne kategoriseres som en "sjæler", bliver omringet af gode vibrationer og føler sig super opløftet efter at have lyttet til den. Med kun sin stemme gør han det mindst ligeså pompøst og storslået, som for eksempel når Rufus Wainwright akkompagneres af en hær af et symfoniorkster på sine numre.
Jeg kan hverken spille på et instrument, og jeg kan heller ikke synge. Det forhindrer mig dog ikke i at synge med herhjemme, og her er "Such Great Heights" et absolut favoritnummer.
Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive om et andet Frankmusik-nummer, men coveret her er ikke til at komme udenom. Og det er pudsigt, for da jeg hørte det første gang, rynkede jeg lidt på næsen og vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene. For både originalen med Postal Service og coveret med Iron & Wine er virkelig gode numre - altså virkelig gode. Så det kræver sin mand at slå dem af banen, og jeg havde bestemt ikke forventet at en 23 årig tidligere beatboxer og nu electropop/electronica-fyr kunne det. Men det kan han. Og jeg er, mod alle odds, faldet pladask for Frankmusik - ikke bare på grund af dette nummer, men også på grund af hans plader. Frankmusik gør mig nemlig glad. Og måske endda mere end det. Tidligere i dag fandt jeg i hvert fald mig selv i et prøverum i færd med at prøve den ene mere farverige og blomstrede trøje efter den anden - og jeg får normalt nervøse trækninger i ansigtet, hvis jeg har noget på, der er det mindste spraglet eller har mere end en farve.
På en måde minder Frankmusik lidt om Moto Boy bare i en upbeat disko-version. Selvom Moto Boy nok kan lidt mere med sin stemme, synes jeg, de har den samme klang. Især på "Such Great Heights", hvor Frankmusiks sang alene støttes af et klaver, som endda træder lidt i baggrunden, fordi hans stemme er så stærk og intens. Det samme gør sig gældende på "Completely Me", som er en akustisk version af hans debutplade "Complete Me" fra sidste år. Meget charmerende.
Ligesom Iron & Wine lykkes det Frankmusik at gøre "Such Great Heights" til sit helt eget nummer. Og hvilket nummer! Energien er imponerende, og den bevirker at man, selvom sangen godt kunne kategoriseres som en "sjæler", bliver omringet af gode vibrationer og føler sig super opløftet efter at have lyttet til den. Med kun sin stemme gør han det mindst ligeså pompøst og storslået, som for eksempel når Rufus Wainwright akkompagneres af en hær af et symfoniorkster på sine numre.
Jeg kan hverken spille på et instrument, og jeg kan heller ikke synge. Det forhindrer mig dog ikke i at synge med herhjemme, og her er "Such Great Heights" et absolut favoritnummer.
January 31, 2010
A Change Is Gonna Come
Sam Cooke
Noget af det der fascinerer mig mest ved musikken i tresserne er at den, udover at begynde at spænde vidt genremæssigt, også ofte er fuld af håb for fremtiden og nærmest bobler af liv og glæde over alle de forandringer, der ulmer under overfladen, og som lige om lidt bliver en realitet. Men før enhver forandring ligger der en kamp. Nogle gange er den nemt og hurtigt vundet, andre gange tager det længere tid. Nummeret her er kulminationen på en svær og voldsom kamp gennem mange, mange år og generationer, og som ikke engang nu, hvor vi har fået en sort præsident og skriver 2010, kan siges at være helt ovre. Men der er heldigvis sket meget siden Sam Cooke skrev sit nummer midt i krydsilden i de sortes borgerrettighedskamp i 1964.
"A Change is Gonna Come" er en protestsang, der er skrevet som et direkte svar på Bob Dylans protestsang "Blowin' in the Wind" i 1963. Sam Cooke blev rørt af nummeret og spillede det selv til koncerter, men var efter sigende også forundret over, at en hvid mands sang om borgerettighedskamp og racisme kunne blive et kæmpe hit. Og fordi man i 1960'erne stadig ikke kunne sige, hvad man ville, når man var sort, blev Sam Cookes protestsang helt anderledes i sin udformning end Bob Dylans.
For hvor Bob Dylan med sin ikke særligt smukke stemme og kun akkompagneret af sin akustiske guitar og harmonika, nærmerst råber sin tekst i hovedet på tilhørerne, må Sam Cooke camouflere sin tekst i musikken. I den meget, meget smukke musik, vel at mærke. En musik der med sine pragtfulde strygere, dramatiske trompeter og store kontrabas trækker tråde til både det klassiske univers og blues og soul på een gang. Sam Cookes stemme er prikken over i'et, og tilføjer sangen endnu mere dybde og ikke uvæsentligt: Håb. Og det er håbet, der bærer dette nummer. Bag håbet gemmer der sig dog en lang og personlig kamp for Sam Cooke. Ikke kun i forbindelse med det at være sort og kæmpe for sine rettigheder, men også på et helt andet plan. Nogle måneder før han skrev "A Change is Gonna Come" mistede han sin 18 måneder gamle søn i en drukneulykke, og den smerte hører jeg også tydeligt i nummeret.
Paradoksalt nok blev Sam Cooke myrdet få måneder efter, han udgav dette nummer. Han blev skudt på et hotel. Det er næsten ikke til at bære, eller til at forstå, for nummeret rummer så meget håb og lys forude, at det er et kæmpe antiklimaks og lidt som at blive revet flere skridt tilbage igen. Men samtidig er sangen et pragteksempel på netop det, musik kan, når den virkelig lykkes og træder ud af sig selv. Den kan fortælle en historie, som kan røre og bevæge, og som lever videre og deler ud af det håb og det lys, som i dette tilfælde, Sam Cooke aldrig selv nåede at se transformationen af.
"A Change is Gonna Come" blev efter Sam Cookes død brugt som hymne for de sortes kamp om borgerrettigheder.
I was born by the river in a little tent
And just like the river, I've been running ever since
It's been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
It's been too hard living, but I'm afraid to die
Cos I don't know what's out there beyond the sky
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
I go to the movies and I go downtown
Somebody keep telling me, don't hang around
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
And then I go to my brother
And I say brother help me, please
And he just winds up knockin' me
Back down on my knees.
There were times when I thought I couldn't last for long
But now I think I'm able to carry on
It's been a long, been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
Noget af det der fascinerer mig mest ved musikken i tresserne er at den, udover at begynde at spænde vidt genremæssigt, også ofte er fuld af håb for fremtiden og nærmest bobler af liv og glæde over alle de forandringer, der ulmer under overfladen, og som lige om lidt bliver en realitet. Men før enhver forandring ligger der en kamp. Nogle gange er den nemt og hurtigt vundet, andre gange tager det længere tid. Nummeret her er kulminationen på en svær og voldsom kamp gennem mange, mange år og generationer, og som ikke engang nu, hvor vi har fået en sort præsident og skriver 2010, kan siges at være helt ovre. Men der er heldigvis sket meget siden Sam Cooke skrev sit nummer midt i krydsilden i de sortes borgerrettighedskamp i 1964.
"A Change is Gonna Come" er en protestsang, der er skrevet som et direkte svar på Bob Dylans protestsang "Blowin' in the Wind" i 1963. Sam Cooke blev rørt af nummeret og spillede det selv til koncerter, men var efter sigende også forundret over, at en hvid mands sang om borgerettighedskamp og racisme kunne blive et kæmpe hit. Og fordi man i 1960'erne stadig ikke kunne sige, hvad man ville, når man var sort, blev Sam Cookes protestsang helt anderledes i sin udformning end Bob Dylans.
For hvor Bob Dylan med sin ikke særligt smukke stemme og kun akkompagneret af sin akustiske guitar og harmonika, nærmerst råber sin tekst i hovedet på tilhørerne, må Sam Cooke camouflere sin tekst i musikken. I den meget, meget smukke musik, vel at mærke. En musik der med sine pragtfulde strygere, dramatiske trompeter og store kontrabas trækker tråde til både det klassiske univers og blues og soul på een gang. Sam Cookes stemme er prikken over i'et, og tilføjer sangen endnu mere dybde og ikke uvæsentligt: Håb. Og det er håbet, der bærer dette nummer. Bag håbet gemmer der sig dog en lang og personlig kamp for Sam Cooke. Ikke kun i forbindelse med det at være sort og kæmpe for sine rettigheder, men også på et helt andet plan. Nogle måneder før han skrev "A Change is Gonna Come" mistede han sin 18 måneder gamle søn i en drukneulykke, og den smerte hører jeg også tydeligt i nummeret.
Paradoksalt nok blev Sam Cooke myrdet få måneder efter, han udgav dette nummer. Han blev skudt på et hotel. Det er næsten ikke til at bære, eller til at forstå, for nummeret rummer så meget håb og lys forude, at det er et kæmpe antiklimaks og lidt som at blive revet flere skridt tilbage igen. Men samtidig er sangen et pragteksempel på netop det, musik kan, når den virkelig lykkes og træder ud af sig selv. Den kan fortælle en historie, som kan røre og bevæge, og som lever videre og deler ud af det håb og det lys, som i dette tilfælde, Sam Cooke aldrig selv nåede at se transformationen af.
"A Change is Gonna Come" blev efter Sam Cookes død brugt som hymne for de sortes kamp om borgerrettigheder.
I was born by the river in a little tent
And just like the river, I've been running ever since
It's been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
It's been too hard living, but I'm afraid to die
Cos I don't know what's out there beyond the sky
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
I go to the movies and I go downtown
Somebody keep telling me, don't hang around
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
And then I go to my brother
And I say brother help me, please
And he just winds up knockin' me
Back down on my knees.
There were times when I thought I couldn't last for long
But now I think I'm able to carry on
It's been a long, been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
January 25, 2010
A Lady of a Certain Age
Divine Comedy
Jeg har gennem længere tid (ja, faktisk siden, jeg begyndte at skrive denne blog) forsøgt at pejle mig ind på lige præcist hvilket Divine Comedy-nummer, jeg vil skrive om herinde. Men eftersom der nu er gået et par år, og jeg stadig ikke er blevet klogere, springer jeg bare ud i det og vælger det nummer, der passer til mit humør ligenu på denne dag i dette øjeblik. Det er nemlig sådan med Neil Hannon, som jo er manden bag Divine Comedy, at han har lavet sange til stort set enhver lejlighed. Havde det nu for eksempel været maj måned med solen skinnende fra en skyfri himmel, og jeg følte mig glad og forårsagtig, ville jeg helt sikkert skrive om "Perfect Lovesong" eller måske "Everybody Knows (Except You)". Hvis jeg var meget ked af det, som da jeg mistede min dejlige og højt elskede kat, ville jeg skrive om "The Dogs and The Horses", og hvis jeg var heartbroken, ville jeg skrive om "I Was Born With A Broken Heart" eller "The Certainty of a Chance". Var jeg blot melankolsk og øm i hjertet, ville jeg skrive om "Timewatching" eller "Life On Earth". Og jeg kunne blive ved. Men i dag vil jeg skrive om en anden type sang, som Neil Hannon mestrer til perfektion, og som jeg egentlig har lidt svært ved at placere i en bestemt kategori. Men den rammer præcist dét, som, Neil Hannon er allerbedst til; nemlig at fortælle en historie, der på kun 5.48 min. viser den fineste lille film for mit indre øje, og som andre måske skulle bruge en spillefilm eller en tyk roman på at skildre.
Sangen rummer masser af tristesse og melankoli, og det er sørgeligt smukt. Jeg har svært ved at beskrive den stemning, jeg kommer i, når jeg lytter til den, men den gør mig nok lidt småfilosofisk. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på alle vores skæbner. At hver enkelt af os lever livet efter bedste evne, men at vi ofte bliver låst fast i bestemte mønstre, og har svært ved at bryde ud af vores vaner og handlemåder. Jeg kan nogle gange betragte mig selv udefra, når jeg f.eks. er til fest, og det er mig ubegribeligt, at jeg hver eneste gang fryser fast i en bestemt rolle, og selvom jeg virkelig prøver, lykkes det mig sjældent at bryde fri og bare være mig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at nogle ting bare ikke er så ligetil. Jeg kommer også til at tænke på den serie på DR2, der handlede om mennesker, der døde alene, og som prøvede at skildre hvilke mennesker, de havde været og hvilke liv, de havde levet. Der kom kun få eller slet ingen til deres begravelser. Kvinden i dette nummer, kunne godt være en af dem.
Musikken til sangen er egentlig ikke så trist endda, men decideret at skrive, at den er happy go lucky er nok at tage munden for fuld. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det; om det er den milde guitar, de sydlandsk-inspirerede trommer eller de lette violiner, der giver antydningen af, at der gemmer sig noget bag, ved jeg ikke helt. Men jeg ser tydeligt den ældre, alkoholiserede kvinde med lidt for meget make-up, der længselsfuldt og med et blik af fortid i øjenene, fortæller sin historie til tilfældige mennesker i den bar, hun sidder i. Hun er kendt af de lokale, og når de kigger på hende og hører hendes historie for Gud ved hvilken gang, er deres blikke fyldt med sørgmodighed og ømhed. Det gør lidt ondt i hjertet på dem, og det minder dem om, at de selv skal nyde livet og få det bedste ud af det.
The Divine Comedy udgiver ny plade i år.
Back in the day you had been part of the smart set
You'd holidayed with kings, dined out with starlets
From London to New York, Cap Ferrat to Capri
In perfume by Chanel and clothes by Givenchy
You sipped camparis with David and Peter
At Noel's parties by Lake Geneva
Scaling the dizzy heights of high society
Armed only with a cheque-book and a family tree
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was seventy"
And he'd say,"no, you couldn't be!"
You had to marry someone very very rich
So that you might be kept in the style to which
You had all of your life been accustomed to
But that the socialists had taxed away from you
You gave him children, a girl and a boy
To keep your sanity a nanny was employed
And when the time came they were sent away
Well that was simply what you did in those days
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was sixty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Your son's in stocks and bonds and lives back in Surrey
Flies down once in a while and leaves in a hurry
Your daughter never finished her finishing school
Married a strange young man of whom you don't approve
Your husband's hollow heart gave out one Christmas Day
He left the villa to his mistress in Marseilles
And so you come here to escape your little flat
Hoping someone will fill your glass and let you chat about how
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you all alone and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was fifty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Jeg har gennem længere tid (ja, faktisk siden, jeg begyndte at skrive denne blog) forsøgt at pejle mig ind på lige præcist hvilket Divine Comedy-nummer, jeg vil skrive om herinde. Men eftersom der nu er gået et par år, og jeg stadig ikke er blevet klogere, springer jeg bare ud i det og vælger det nummer, der passer til mit humør ligenu på denne dag i dette øjeblik. Det er nemlig sådan med Neil Hannon, som jo er manden bag Divine Comedy, at han har lavet sange til stort set enhver lejlighed. Havde det nu for eksempel været maj måned med solen skinnende fra en skyfri himmel, og jeg følte mig glad og forårsagtig, ville jeg helt sikkert skrive om "Perfect Lovesong" eller måske "Everybody Knows (Except You)". Hvis jeg var meget ked af det, som da jeg mistede min dejlige og højt elskede kat, ville jeg skrive om "The Dogs and The Horses", og hvis jeg var heartbroken, ville jeg skrive om "I Was Born With A Broken Heart" eller "The Certainty of a Chance". Var jeg blot melankolsk og øm i hjertet, ville jeg skrive om "Timewatching" eller "Life On Earth". Og jeg kunne blive ved. Men i dag vil jeg skrive om en anden type sang, som Neil Hannon mestrer til perfektion, og som jeg egentlig har lidt svært ved at placere i en bestemt kategori. Men den rammer præcist dét, som, Neil Hannon er allerbedst til; nemlig at fortælle en historie, der på kun 5.48 min. viser den fineste lille film for mit indre øje, og som andre måske skulle bruge en spillefilm eller en tyk roman på at skildre.
Sangen rummer masser af tristesse og melankoli, og det er sørgeligt smukt. Jeg har svært ved at beskrive den stemning, jeg kommer i, når jeg lytter til den, men den gør mig nok lidt småfilosofisk. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på alle vores skæbner. At hver enkelt af os lever livet efter bedste evne, men at vi ofte bliver låst fast i bestemte mønstre, og har svært ved at bryde ud af vores vaner og handlemåder. Jeg kan nogle gange betragte mig selv udefra, når jeg f.eks. er til fest, og det er mig ubegribeligt, at jeg hver eneste gang fryser fast i en bestemt rolle, og selvom jeg virkelig prøver, lykkes det mig sjældent at bryde fri og bare være mig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at nogle ting bare ikke er så ligetil. Jeg kommer også til at tænke på den serie på DR2, der handlede om mennesker, der døde alene, og som prøvede at skildre hvilke mennesker, de havde været og hvilke liv, de havde levet. Der kom kun få eller slet ingen til deres begravelser. Kvinden i dette nummer, kunne godt være en af dem.
Musikken til sangen er egentlig ikke så trist endda, men decideret at skrive, at den er happy go lucky er nok at tage munden for fuld. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det; om det er den milde guitar, de sydlandsk-inspirerede trommer eller de lette violiner, der giver antydningen af, at der gemmer sig noget bag, ved jeg ikke helt. Men jeg ser tydeligt den ældre, alkoholiserede kvinde med lidt for meget make-up, der længselsfuldt og med et blik af fortid i øjenene, fortæller sin historie til tilfældige mennesker i den bar, hun sidder i. Hun er kendt af de lokale, og når de kigger på hende og hører hendes historie for Gud ved hvilken gang, er deres blikke fyldt med sørgmodighed og ømhed. Det gør lidt ondt i hjertet på dem, og det minder dem om, at de selv skal nyde livet og få det bedste ud af det.
The Divine Comedy udgiver ny plade i år.
Back in the day you had been part of the smart set
You'd holidayed with kings, dined out with starlets
From London to New York, Cap Ferrat to Capri
In perfume by Chanel and clothes by Givenchy
You sipped camparis with David and Peter
At Noel's parties by Lake Geneva
Scaling the dizzy heights of high society
Armed only with a cheque-book and a family tree
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was seventy"
And he'd say,"no, you couldn't be!"
You had to marry someone very very rich
So that you might be kept in the style to which
You had all of your life been accustomed to
But that the socialists had taxed away from you
You gave him children, a girl and a boy
To keep your sanity a nanny was employed
And when the time came they were sent away
Well that was simply what you did in those days
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was sixty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Your son's in stocks and bonds and lives back in Surrey
Flies down once in a while and leaves in a hurry
Your daughter never finished her finishing school
Married a strange young man of whom you don't approve
Your husband's hollow heart gave out one Christmas Day
He left the villa to his mistress in Marseilles
And so you come here to escape your little flat
Hoping someone will fill your glass and let you chat about how
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you all alone and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was fifty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
January 13, 2010
Why Do You Cry My Love?
Barry Ryan
Kaster man et blik hen over titlerne på denne blog, kunne man nemt forledes til at tro, at jeg udelukkende lytter til "riv-i-hjertet"-sange. Det er dog langt fra sandheden. Jeg lytter til rigtigt meget forskelligt - også glad og opløftende musik. Disse sange kan gøre mindst ligeså stort et indtryk på mig, som de stille, mørke sange. Og nu hvor vi er trådt ind i 2010, og jeg har valgt at parkere noget af min mørke bagage tilbage i 2009, vil jeg lægge ud med et af mine mange glade yndlingsnumre fra 60'erne. 1960'erne er i virkeligheden m i t årti*. 60 % af det musik, jeg lytter til stammer fra 60'erne, og det har i de seneste par år haft mærkbar indflydelse på min koncert-frekvens. Der er ligesom ikke rigtigt nogen, der kan leve op til 60'ernes standard.
Barry Ryan er sammen med sin bror, Paul, som skrev sangene, en af mine absolutte favoritter fra 60'erne. Han tager mig med storm, og jeg må med røde kinder og fnisende stemme indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive blød i knæene, når jeg hører ham synge. Jeg er kort sagt voldsomt begejstret.
Why Do you Cry My Love? stammer fra den meget stærke debutplade "Barry Ryan sings Paul Ryan", og er pågående orkestral-pop med drastiske temposkift i bedste 60'er stil. Der er både dududu, fjolleri og glade fløjt, og det virker forrygende. Barry Ryan er blot 19 år gammel på nummeret her, og jeg er svært imponeret over, at han kan lyde så erfaren, så voksen og så indsigtsfuld. Han indspillede nogle af de første sange som 15-årig, og allerede der lød han enormt voksen og moden.
Tekst-siden er ikke noget at skrive hjem om; det handler om at møde kærligheden, om lyst og om at miste kærligheden igen - dog ikke den altoverskyggende og ødelæggende slags; nærmere den med den optimistiske slutning, hvor man tænker tilbage på det man havde, og i øvrigt er klar til at møde kærligheden på ny.
Nummeret er, ligesom flere af sangene på pladen, et fyrværkeri af en sang, og jeg tør næsten godt give en garanti for en glad dag, hvis man starter med at danse til den om morgenen. Og så er den selvfølgelig must have på playlisten til enhver fest!
(*Jeg har i flere år gået og drømt mig tilbage til 1960'erne på grund af musikken, og har været overbevist om, at det ville have været et perfekt årti for mig. Men nu er jeg i gang med at se "Mad Men", og det er helt tydeligt, at en sart, sart antiryger som mig på ingen måde ville have klaret sig i 1960'erne.)
Kaster man et blik hen over titlerne på denne blog, kunne man nemt forledes til at tro, at jeg udelukkende lytter til "riv-i-hjertet"-sange. Det er dog langt fra sandheden. Jeg lytter til rigtigt meget forskelligt - også glad og opløftende musik. Disse sange kan gøre mindst ligeså stort et indtryk på mig, som de stille, mørke sange. Og nu hvor vi er trådt ind i 2010, og jeg har valgt at parkere noget af min mørke bagage tilbage i 2009, vil jeg lægge ud med et af mine mange glade yndlingsnumre fra 60'erne. 1960'erne er i virkeligheden m i t årti*. 60 % af det musik, jeg lytter til stammer fra 60'erne, og det har i de seneste par år haft mærkbar indflydelse på min koncert-frekvens. Der er ligesom ikke rigtigt nogen, der kan leve op til 60'ernes standard.
Barry Ryan er sammen med sin bror, Paul, som skrev sangene, en af mine absolutte favoritter fra 60'erne. Han tager mig med storm, og jeg må med røde kinder og fnisende stemme indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive blød i knæene, når jeg hører ham synge. Jeg er kort sagt voldsomt begejstret.
Why Do you Cry My Love? stammer fra den meget stærke debutplade "Barry Ryan sings Paul Ryan", og er pågående orkestral-pop med drastiske temposkift i bedste 60'er stil. Der er både dududu, fjolleri og glade fløjt, og det virker forrygende. Barry Ryan er blot 19 år gammel på nummeret her, og jeg er svært imponeret over, at han kan lyde så erfaren, så voksen og så indsigtsfuld. Han indspillede nogle af de første sange som 15-årig, og allerede der lød han enormt voksen og moden.
Tekst-siden er ikke noget at skrive hjem om; det handler om at møde kærligheden, om lyst og om at miste kærligheden igen - dog ikke den altoverskyggende og ødelæggende slags; nærmere den med den optimistiske slutning, hvor man tænker tilbage på det man havde, og i øvrigt er klar til at møde kærligheden på ny.
Nummeret er, ligesom flere af sangene på pladen, et fyrværkeri af en sang, og jeg tør næsten godt give en garanti for en glad dag, hvis man starter med at danse til den om morgenen. Og så er den selvfølgelig must have på playlisten til enhver fest!
(*Jeg har i flere år gået og drømt mig tilbage til 1960'erne på grund af musikken, og har været overbevist om, at det ville have været et perfekt årti for mig. Men nu er jeg i gang med at se "Mad Men", og det er helt tydeligt, at en sart, sart antiryger som mig på ingen måde ville have klaret sig i 1960'erne.)
Subscribe to:
Posts (Atom)
