PAIN IN ANY LANGUAGE

You Don't Know

2010-05-13T19:20:00.001+01:00

Ellie Greenwich

Medmindre man har hang til 1960'ernes pigegrupper, er det er nok de færreste der kender Ellie Greenwich. Sammen med sin kompagnon (og mand) Jeff Barry, skrev hun sange for blandt andre en håndfuld af de mest kendte pigegrupper fra den tid heriblandt The Ronettes og Shangri-Las. Det er således hende vi kan takke for "Leader of The Pack", "Be My Baby", "Then He Kissed Me" og mange andre store 60'er-hits. Hun nøjedes dog ikke med at skrive for andre, men prøvede også selv at slå igennem som sangerinde, dog uden det store held. Denne lille perle fra 1965 er blandt mine favoritter fra 60'erne, og jeg har svært ved at forstå, at den ikke blev et ligeså stort hit som nogle af de førnævnte.

You don't know what I've been goin' through,
since the day I laid eyes on you.
And you don't know how hard it is to hide,
all my love, baby, deep inside.

And I'll pray that's the way it's gonna stay,
and day by day I'll just pretend 'cause she's my friend,
and I can't let her know I really love you so.
Won't somebody help me? Help me, please help me.

You don't know what I've been goin' through,
'cause till I die, baby, I'll love you.

And I'll try not to cry when you walk by,
'cause she's just like a sister to me & she
is so in love with you, I don't know what to do.
Won't somebody help me? Help me, I love you.

Jeg bliver generelt ikke så fanget eller ramt af kvindestemmer som af mandestemmer. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg ikke synes, at kvindestemmer er ligeså nuancerede eller rummer ligeså meget dybde og følelse som mænds stemmer. Man kan ikke høre følelserne ligeså tydeligt, og da det er noget af det, jeg rammes allermest af, er mine yndlingssangere som regel mænd - med et par få undtagelser som f.eks. Cat Power. Men der er noget over Ellie Greenwich på dette nummer. Hendes stemme er ikke specielt smuk, men jeg bliver ramt af den tone, der er i hendes stemme. Det er den samme tone, som jeg også synes, at Dusty Springfield og Danmarks egen Grethe Ingman har. Det er en tristesse; en ulmen som ridser under overfladen, og som bevirker, at man kan mærke hendes hjertesorg. Hun giver sig hen på en måde, som jeg sjældent synes, at kvindelige sangere gør, og det kan jeg godt lide. Samtidig er teksten enkel, men klar i sit budskab. Nogle gange skal der ikke særligt mange ord til for at fortælle en historie, og jeg holder af selv at skabe billederne i mit hoved.

Musikken er på mange måder typisk for 60'ernes soulpop, og sangen her bliver da også kategoriseret som "girl Group", selvom jeg synes den er mere Dusty Springfield, end den er Ronettes.

TC and Honeybear

2010-04-26T07:00:00.004+01:00

John Grant

Det er længe siden, der er kommet nyt fra John Grant fra The Czars. Derfor er det også yderst kærkomment, at han endelig har udgivet sit første soloalbum med hjælp fra Midlake. Nu mangler han bare at lave det julealbum, som jeg ved, at han har i sig.

TC and Honeybear minder mig om en utrolig sørgelig, men også smuk og virkelig fantastisk bog, jeg læste højt for nogle børn under et træ en solskinsdag i juni for to år siden. Bogen er skrevet af Kate DiCamillo og hedder "Edward T's forunderlige rejse". Den handler om en meget smuk og elegant porcelænskanin, der har utroligt høje tanker om sig selv og ingen andre. Han bliver købt til pigen Annabell, der kommer fra en fornem og rig familie. Hun elsker ham inderligt, men Edward er kun optaget af sig selv og dømmer og ser ned på alle andre. På et krydstogt mister Annabell ham i havet, og Edward T ligger i månedsvis på havets bund og drømmer om himlen og stjernene og alt det, der engang var en del af hans verden. Han er levende, men død. En dag bliver han fanget ind i et fiskenet og herefter følger man Edwards barske rejse og møde med mange triste skæbner, der en for en omfavner hans hjerte og viser ham livet. Blandt andet bliver han en fattig og syg piges eneste trøst indtil hun dør. Jeg kendte ikke bogen, da jeg tog den ned fra hylden i sin tid, og det kom bag på både børnene, som jeg læste højt for, og mig selv, at jeg pludelig fandt mig selv med tårerne trillende ned ad kinderne, mens jeg læste den.

TC and Honeybear viser mig igen billederne fra Edward T's forunderlige rejse og giver mig, om end ikke samme historie, så i hvert fald samme stemning. Ligesom med bogen får man en oplevelse, der sætter sig i en lille flig af sjælen. Man er ikke helt den samme, som før man læste bogen eller lyttede til sangen.

I John Grants version fortæller han historien om Honeybear, der før TC fandt ham, var så trist og ensom. Han fortæller historien om en betingelsesløs kærlighed, om at elske en så meget, at man hellere selv vil ofres fremfor at den anden bliver det. Honeybear er en slags omvendt Edward T. Hans hjerte er fuld af kærlighed, men han har ingen at give den til - indtil han møder TC:

For TC and his Honeybear the world will not stop moving.
For rendez vous and longing stairs,
and hearts that won't stop burning.

Before that Honeybear had given up,
he felt so sad and lonely.
Then one night he looked up and he saw,
he saw his one and only.

When TC came onto the scene,
he entered in on golden wings.
And with him he brought butterflies,
of crimson red and emerald green.

'Cause before TC Honeybear was waiting,
was waiting for him patiently.
TC took his fear away,
became his one and only.

På dette nummer er John Grants stemme præcis, som jeg elsker den. Den er fløjsblød og inderlig og indkapsler en dybfølt og sørgmodig følelse af erfaring og smerte. John Grants stemme er så personlig og ærlig at verden omkring en står stille, når han synger, og det eneste man kan, er at sætte sig ned og lytte til det, han vil fortælle. Musikken er, ligesom John Grants stemme, hjertelig og smuk. Melodien spilles af en akustisk guitar og løbende kommer der flere instrumenter til - blandt andet end sjældent værdsat fløjte, der yderst usædvanligt passer perfekt ind samt en kvindestemme, der nærmest vuggeviseagtigt prøver at trøste den stakkels honeybear.

The world came crashing down on them,
with all of it's ferocity.
And Honeybear was terrified,
he said do not take him, take me.

Before that Honeybear had given up,
he felt so sad and lonely.
And then one night he looked up and he saw,
he saw his one and only,
and he said: Please don't take him; 'cause I love him, he's my joy and my life.

For my love, I won't hesitate,
I will give him all that his heart can take.
And I'll trust him fearlessly.
I want him to be free.

I Edward T's forunderlige rejse ender Edward med at være en gammel og slidt kanin, der har iturevet tøj og ødelagte ører. Men i modsætning til i starten, er han nu dyb og vis. Al overfladen er skrabet bort, og han har på den hårde måde lært, hvad der er vigtigst i livet; at elske og at blive elsket. Hans store ønske er nu at komme tilbage til Annabell, der elskede ham betingelsesløst, så han også kan vise hende sin kærlighed.

Honeybear har fra starten vidst, hvad det handlede om; der var ingen overflade der. Men Honeybear har ingen Annabell, der elsker ham betingelsesløst. Ikke mere.

Exogenesis: Symphony, Pt. 1, 2 & 3

2010-03-14T09:07:00.006+01:00

Muse

Den 11. august 1999 var jeg i Reims i Frankrig for at overvære den, på det tidspunkt, meget omtalte solformørkelse, som skulle være ekstra tydelig netop der. Efter at have oplevet solformørkelsen, gik jeg rundt i champagnebyen og fandt en lille og meget hyggelig musikbutik. Idet jeg trådte ind i butikken, blev jeg mødt af en musik og en stemme, som uden varsel sendte pile af sted med direkte retning mod mit hjerte. Jeg var tryllebundet. Fuld af forventning spurgte jeg ekspedienten, hvad det var, og sagde, at jeg ville købe det. Desværre måtte jeg gå tomhændet derfra fordi pladen endnu ikke var udkommet. Hjemme i Danmark tog jeg med det samme i Moby Disc, og fik dem, ikke uden besvær, til at bestille pladen hjem til mig, og jeg ventede med længsel til måneden efter, hvor "Showbiz" endelig udkom.

Jeg lyttede nærmest ikke til andre plader end "Showbiz" det næste år. Mens jeg skriver dette, mindes jeg tydeligt, hvor meget den plade betød for mig, og hvor stort og epokegørende, jeg følte, det var for mig. Jeg købte alle singler og var super hooked. Men på en eller anden måde ebbede min fascination og forelskelse ud i takt med de efterfølgende plader. Og det er først nu, med deres femte album, at det jeg faldt så voldsomt for dengang i butikken i Reims, nu igen står så klokkeklart for mig; især med disse tre små symfoniske mesterværker. For med numrene her, hvor Matthew Bellamy smyger sig ind i en verden af klassiske toner, rammer han præcist det, som jeg har længtes efter. Det er lidt på samme måde, som når Askepot prøver glasskoen og den passer perfekt. Matchet mellem Matt og den klassiske verden er virkelig perfekt, og det er nok bare det, jeg har ventet på siden deres første plade. Det er en kæmpe forløsning.

Den tredelte symfoni fortæller historien om verden, om hvordan menneskene forlader en dommedagstruet jord og begynder et nyt liv på en anden planet. Den første symfoni handler om der, hvor menneskene modløst og opgivende accepterer at dommedagen er kommet. De stiller spørgsmålstegn ved hvem de er, hvorfor de er, og hvor de kommer fra.

Aping my soul. You stole my overture. Trapped in God's program. Oh, I can't escape. Who are we? Where are we? When are we? Why are we? Who are we? Where are we?
Why Why Why?

Musikken i denne del er fantastisk smuk, og det er nok her, jeg rammes mest. Det første man hører er de syngende violiner, der mest af alt får mig til at tænke på et smukt blåt hav i solskin. Men efterhånden kommer der mere dystre toner til, og noget begynder at ulme i havet. Der kommer bølger, og når Matt begynder at synge, skifter vejret. Solen går væk og trommerne danner skyer, der bliver mere og mere grå. En elektrisk guitar kommer til og sender lyn fra himlen ned over det nu mørke og bølgende hav.

Anden symfoni handler om det desperate håb om overlevelse, som nogle stadig klynger sig til. Håbet får næring i form af de astronauter, der er sendt af sted for at finde en ny planet, hvor man kan leve videre.

Rise above the crowds and wade through toxic clouds. Breach the outer sphere, the edge of all our fears. Rest with you, we are counting on you. It's up to you. Spread our codes to the stars, you must rescue us all.

Man kan høre alvoren i musikken næsten allerede før den begynder. Klaveret der slår tonen an er mørk og agressiv, og den farver himlen sort. Men noget sker. Håbet finder vej gennem det mørke, og Matt sender astronauterne af sted i et inferno af lyd. Havet og himlen raser, og nu er der ikke andet tilbage end at holde vejret og håbe, at det lykkes for dem. Musikken ebber ud, havet bliver stille, tordenvejret stopper.

Mens astronauterne er ude at lede efter en beboelig planet, fortæller tredje og sidste symfoni, at det ikke handler om at finde andre steder at bo, men om at ændre vores adfærd, så vi ikke ødelægger verden en gang til. Det er også her det går op for menneskene, at de måske er en del af jordens cyklys, og at historien blot gentager sig selv.

Let's start over again. Why can't we start it over again? Just let us start it over again. And we'll be good. This time we'll get it. We'll get it right. It's our last chance to forgive ourselves.

Musikken i denne del af symfonien starter blidt og stille. Et klaver tvinger solstråler frem bag skyerne, der er ved at forsvinde. Den sorte farve i havet bliver igen blå. Der kommer fugle på himlen, og inde på land kommer naturens farver tilbage.

Jeg kan ikke undgå at føle mig opløftet, når jeg har hørt symfonien her. For inde i mit hovede har Matt og intrumenterne også skubbet de grå tanker væk og lavet blå himmel. Og jeg kan bedst lide, når himlen er blå.

Such Great Heights

2010-02-20T10:34:00.000+01:00

Frankmusik

Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive om et andet Frankmusik-nummer, men coveret her er ikke til at komme udenom. Og det er pudsigt, for da jeg hørte det første gang, rynkede jeg lidt på næsen og vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene. For både originalen med Postal Service og coveret med Iron & Wine er virkelig gode numre - altså virkelig gode. Så det kræver sin mand at slå dem af banen, og jeg havde bestemt ikke forventet at en 23 årig tidligere beatboxer og nu electropop/electronica-fyr kunne det. Men det kan han. Og jeg er, mod alle odds, faldet pladask for Frankmusik - ikke bare på grund af dette nummer, men også på grund af hans plader. Frankmusik gør mig nemlig glad. Og måske endda mere end det. Tidligere i dag fandt jeg i hvert fald mig selv i et prøverum i færd med at prøve den ene mere farverige og blomstrede trøje efter den anden - og jeg får normalt nervøse trækninger i ansigtet, hvis jeg har noget på, der er det mindste spraglet eller har mere end en farve.

På en måde minder Frankmusik lidt om Moto Boy bare i en upbeat disko-version. Selvom Moto Boy nok kan lidt mere med sin stemme, synes jeg, de har den samme klang. Især på "Such Great Heights", hvor Frankmusiks sang alene støttes af et klaver, som endda træder lidt i baggrunden, fordi hans stemme er så stærk og intens. Det samme gør sig gældende på "Completely Me", som er en akustisk version af hans debutplade "Complete Me" fra sidste år. Meget charmerende.

Ligesom Iron & Wine lykkes det Frankmusik at gøre "Such Great Heights" til sit helt eget nummer. Og hvilket nummer! Energien er imponerende, og den bevirker at man, selvom sangen godt kunne kategoriseres som en "sjæler", bliver omringet af gode vibrationer og føler sig super opløftet efter at have lyttet til den. Med kun sin stemme gør han det mindst ligeså pompøst og storslået, som for eksempel når Rufus Wainwright akkompagneres af en hær af et symfoniorkster på sine numre.

Jeg kan hverken spille på et instrument, og jeg kan heller ikke synge. Det forhindrer mig dog ikke i at synge med herhjemme, og her er "Such Great Heights" et absolut favoritnummer.

A Change Is Gonna Come

2010-01-31T10:03:00.009+01:00

Sam Cooke

Noget af det der fascinerer mig mest ved musikken i tresserne er at den, udover at begynde at spænde vidt genremæssigt, også ofte er fuld af håb for fremtiden og nærmest bobler af liv og glæde over alle de forandringer, der ulmer under overfladen, og som lige om lidt bliver en realitet. Men før enhver forandring ligger der en kamp. Nogle gange er den nemt og hurtigt vundet, andre gange tager det længere tid. Nummeret her er kulminationen på en svær og voldsom kamp gennem mange, mange år og generationer, og som ikke engang nu, hvor vi har fået en sort præsident og skriver 2010, kan siges at være helt ovre. Men der er heldigvis sket meget siden Sam Cooke skrev sit nummer midt i krydsilden i de sortes borgerrettighedskamp i 1964.

"A Change is Gonna Come" er en protestsang, der er skrevet som et direkte svar på Bob Dylans protestsang "Blowin' in the Wind" i 1963. Sam Cooke blev rørt af nummeret og spillede det selv til koncerter, men var efter sigende også forundret over, at en hvid mands sang om borgerettighedskamp og racisme kunne blive et kæmpe hit. Og fordi man i 1960'erne stadig ikke kunne sige, hvad man ville, når man var sort, blev Sam Cookes protestsang helt anderledes i sin udformning end Bob Dylans.

For hvor Bob Dylan med sin ikke særligt smukke stemme og kun akkompagneret af sin akustiske guitar og harmonika, nærmerst råber sin tekst i hovedet på tilhørerne, må Sam Cooke camouflere sin tekst i musikken. I den meget, meget smukke musik, vel at mærke. En musik der med sine pragtfulde strygere, dramatiske trompeter og store kontrabas trækker tråde til både det klassiske univers og blues og soul på een gang. Sam Cookes stemme er prikken over i'et, og tilføjer sangen endnu mere dybde og ikke uvæsentligt: Håb. Og det er håbet, der bærer dette nummer. Bag håbet gemmer der sig dog en lang og personlig kamp for Sam Cooke. Ikke kun i forbindelse med det at være sort og kæmpe for sine rettigheder, men også på et helt andet plan. Nogle måneder før han skrev "A Change is Gonna Come" mistede han sin 18 måneder gamle søn i en drukneulykke, og den smerte hører jeg også tydeligt i nummeret.

Paradoksalt nok blev Sam Cooke myrdet få måneder efter, han udgav dette nummer. Han blev skudt på et hotel. Det er næsten ikke til at bære, eller til at forstå, for nummeret rummer så meget håb og lys forude, at det er et kæmpe antiklimaks og lidt som at blive revet flere skridt tilbage igen. Men samtidig er sangen et pragteksempel på netop det, musik kan, når den virkelig lykkes og træder ud af sig selv. Den kan fortælle en historie, som kan røre og bevæge, og som lever videre og deler ud af det håb og det lys, som i dette tilfælde, Sam Cooke aldrig selv nåede at se transformationen af.

"A Change is Gonna Come" blev efter Sam Cookes død brugt som hymne for de sortes kamp om borgerrettigheder.

I was born by the river in a little tent
And just like the river, I've been running ever since
It's been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.

It's been too hard living, but I'm afraid to die
Cos I don't know what's out there beyond the sky
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.

I go to the movies and I go downtown
Somebody keep telling me, don't hang around
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.

And then I go to my brother
And I say brother help me, please
And he just winds up knockin' me
Back down on my knees.

There were times when I thought I couldn't last for long
But now I think I'm able to carry on
It's been a long, been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.

A Lady of a Certain Age

2010-01-25T19:39:00.004+01:00

Divine Comedy

Jeg har gennem længere tid (ja, faktisk siden, jeg begyndte at skrive denne blog) forsøgt at pejle mig ind på lige præcist hvilket Divine Comedy-nummer, jeg vil skrive om herinde. Men eftersom der nu er gået et par år, og jeg stadig ikke er blevet klogere, springer jeg bare ud i det og vælger det nummer, der passer til mit humør ligenu på denne dag i dette øjeblik. Det er nemlig sådan med Neil Hannon, som jo er manden bag Divine Comedy, at han har lavet sange til stort set enhver lejlighed. Havde det nu for eksempel været maj måned med solen skinnende fra en skyfri himmel, og jeg følte mig glad og forårsagtig, ville jeg helt sikkert skrive om "Perfect Lovesong" eller måske "Everybody Knows (Except You)". Hvis jeg var meget ked af det, som da jeg mistede min dejlige og højt elskede kat, ville jeg skrive om "The Dogs and The Horses", og hvis jeg var heartbroken, ville jeg skrive om "I Was Born With A Broken Heart" eller "The Certainty of a Chance". Var jeg blot melankolsk og øm i hjertet, ville jeg skrive om "Timewatching" eller "Life On Earth". Og jeg kunne blive ved. Men i dag vil jeg skrive om en anden type sang, som Neil Hannon mestrer til perfektion, og som jeg egentlig har lidt svært ved at placere i en bestemt kategori. Men den rammer præcist dét, som, Neil Hannon er allerbedst til; nemlig at fortælle en historie, der på kun 5.48 min. viser den fineste lille film for mit indre øje, og som andre måske skulle bruge en spillefilm eller en tyk roman på at skildre.

Sangen rummer masser af tristesse og melankoli, og det er sørgeligt smukt. Jeg har svært ved at beskrive den stemning, jeg kommer i, når jeg lytter til den, men den gør mig nok lidt småfilosofisk. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på alle vores skæbner. At hver enkelt af os lever livet efter bedste evne, men at vi ofte bliver låst fast i bestemte mønstre, og har svært ved at bryde ud af vores vaner og handlemåder. Jeg kan nogle gange betragte mig selv udefra, når jeg f.eks. er til fest, og det er mig ubegribeligt, at jeg hver eneste gang fryser fast i en bestemt rolle, og selvom jeg virkelig prøver, lykkes det mig sjældent at bryde fri og bare være mig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at nogle ting bare ikke er så ligetil. Jeg kommer også til at tænke på den serie på DR2, der handlede om mennesker, der døde alene, og som prøvede at skildre hvilke mennesker, de havde været og hvilke liv, de havde levet. Der kom kun få eller slet ingen til deres begravelser. Kvinden i dette nummer, kunne godt være en af dem.

Musikken til sangen er egentlig ikke så trist endda, men decideret at skrive, at den er happy go lucky er nok at tage munden for fuld. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det; om det er den milde guitar, de sydlandsk-inspirerede trommer eller de lette violiner, der giver antydningen af, at der gemmer sig noget bag, ved jeg ikke helt. Men jeg ser tydeligt den ældre, alkoholiserede kvinde med lidt for meget make-up, der længselsfuldt og med et blik af fortid i øjenene, fortæller sin historie til tilfældige mennesker i den bar, hun sidder i. Hun er kendt af de lokale, og når de kigger på hende og hører hendes historie for Gud ved hvilken gang, er deres blikke fyldt med sørgmodighed og ømhed. Det gør lidt ondt i hjertet på dem, og det minder dem om, at de selv skal nyde livet og få det bedste ud af det.

The Divine Comedy udgiver ny plade i år.

Back in the day you had been part of the smart set
You'd holidayed with kings, dined out with starlets
From London to New York, Cap Ferrat to Capri
In perfume by Chanel and clothes by Givenchy
You sipped camparis with David and Peter
At Noel's parties by Lake Geneva
Scaling the dizzy heights of high society
Armed only with a cheque-book and a family tree

You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was seventy"
And he'd say,"no, you couldn't be!"

You had to marry someone very very rich
So that you might be kept in the style to which
You had all of your life been accustomed to
But that the socialists had taxed away from you
You gave him children, a girl and a boy
To keep your sanity a nanny was employed
And when the time came they were sent away
Well that was simply what you did in those days

You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was sixty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!

Your son's in stocks and bonds and lives back in Surrey
Flies down once in a while and leaves in a hurry
Your daughter never finished her finishing school
Married a strange young man of whom you don't approve
Your husband's hollow heart gave out one Christmas Day
He left the villa to his mistress in Marseilles
And so you come here to escape your little flat
Hoping someone will fill your glass and let you chat about how

You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you all alone and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was fifty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!

Why Do You Cry My Love?

2010-01-13T09:07:00.010+01:00

Barry Ryan

Kaster man et blik hen over titlerne på denne blog, kunne man nemt forledes til at tro, at jeg udelukkende lytter til "riv-i-hjertet"-sange. Det er dog langt fra sandheden. Jeg lytter til rigtigt meget forskelligt - også glad og opløftende musik. Disse sange kan gøre mindst ligeså stort et indtryk på mig, som de stille, mørke sange. Og nu hvor vi er trådt ind i 2010, og jeg har valgt at parkere noget af min mørke bagage tilbage i 2009, vil jeg lægge ud med et af mine mange glade yndlingsnumre fra 60'erne. 1960'erne er i virkeligheden m i t årti*. 60 % af det musik, jeg lytter til stammer fra 60'erne, og det har i de seneste par år haft mærkbar indflydelse på min koncert-frekvens. Der er ligesom ikke rigtigt nogen, der kan leve op til 60'ernes standard.

Barry Ryan er sammen med sin bror, Paul, som skrev sangene, en af mine absolutte favoritter fra 60'erne. Han tager mig med storm, og jeg må med røde kinder og fnisende stemme indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive blød i knæene, når jeg hører ham synge. Jeg er kort sagt voldsomt begejstret.

Why Do you Cry My Love? stammer fra den meget stærke debutplade "Barry Ryan sings Paul Ryan", og er pågående orkestral-pop med drastiske temposkift i bedste 60'er stil. Der er både dududu, fjolleri og glade fløjt, og det virker forrygende. Barry Ryan er blot 19 år gammel på nummeret her, og jeg er svært imponeret over, at han kan lyde så erfaren, så voksen og så indsigtsfuld. Han indspillede nogle af de første sange som 15-årig, og allerede der lød han enormt voksen og moden.

Tekst-siden er ikke noget at skrive hjem om; det handler om at møde kærligheden, om lyst og om at miste kærligheden igen - dog ikke den altoverskyggende og ødelæggende slags; nærmere den med den optimistiske slutning, hvor man tænker tilbage på det man havde, og i øvrigt er klar til at møde kærligheden på ny.

Nummeret er, ligesom flere af sangene på pladen, et fyrværkeri af en sang, og jeg tør næsten godt give en garanti for en glad dag, hvis man starter med at danse til den om morgenen. Og så er den selvfølgelig must have på playlisten til enhver fest!

(*Jeg har i flere år gået og drømt mig tilbage til 1960'erne på grund af musikken, og har været overbevist om, at det ville have været et perfekt årti for mig. Men nu er jeg i gang med at se "Mad Men", og det er helt tydeligt, at en sart, sart antiryger som mig på ingen måde ville have klaret sig i 1960'erne.)

Christmas Time

2009-12-13T02:37:00.001+01:00

Denison Witmer

Jeg er vildt forelsket i december. Jeg elsker at cykle i mørket og kigge på de mange smukke lyskæder, som byen har klædt sig i. Jeg elsker at bruge tid på at finde den rigtige gave - godt beskyttet af min juleplayliste på min Ipod, så jeg ikke mærker folks stress og jag og undgår butikkernes irriterende valg af julemusik. Og når jeg kommer hjem, elsker jeg at sidde i stuen og hygge mig med at pakke gaverne ind, mens julemusikken giver mig den helt rigtige stemning. Eller sådan plejer det i hvert fald at være. For i år må der være nogen, der har glemt at drysse julestøv på mig. Jeg tror, det er første gang.

Lyskæderne er ikke så magiske, som de plejer at være, lysten til at finde de rigtige gaver er erstattet af en mærkelig præstationsangst, og når jeg laver konfekt og chokolade i køkkenet til tonerne af julemappen på Ipod'en, rammer de mig ikke på samme måde, som de plejer.

Denison Witmers nummer er et af de mange yndlingsjulenumre, jeg altid hører i december. Og i år passer sangen perfekt til mit tilsyneladende jule-forladte sind.

Christmas time
In the busyness around that time
I could not lift my head enough to see
The face that I wanted to see
Through the door
Where the packages lie on the floor
Evergreen and incense in the air
There was a year I didn't care

I første vers akkompagneres Denison Witmer af en akustisk guitar, der virker lukket og tilbageholden ligesom Witmer, der synger teksten med en stemme, der absolut er blottet for enhver form for julestemning. Han er ligeglad og trist. Men i omkvædet sker der noget. Den akustiske guitar får pustet liv i sig med hjælp fra enkelte akkorder fra en elektrisk guitar og Dension Witmer får mere styrke i sin stemme.

With my voice I sang this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my ears I've heard this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my knees bent to the floor

Og det virker. I sidste vers er sangen tilbage til udgangspunktet, men noget er alligevel forandret. For julestemning eller ej; julen kan noget bare ved at være der. Så selvom tristessen ikke når at fordufte helt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal mærke varmen fra de mennesker jeg holder af og som holder af mig. Og det er vel i virkeligheden det, det hele handler om.

Christmas day in the stillness that protects this day

String of lights were strung into a tree
String of lights were strung inside of me

I felt at peace and fell asleep
I felt at peace and slept

Her er mit forslag til et julemix med 24 rare julesange (og en afslutning der er enhver julefilm værdig):

Denison Witmer: Christmas Time
My Morning Jacket: I Just Wanted To Say
Jesse Malin: Xmas
Glasvegas: A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)
Findlay Brown: Last Christmas
Stina Nordenstam: Soon After Christmas
Neal Casal: Cora Jones
My Morning Jacket: Xmas Curtain
Clearlake: I Wonder If The Snow Will Settle
Juni Järvi: Falling Down Like Snow
Parker & Lily: Snow Day
Tiger Baby: This Cristmas (You're The One I Want To Be With)
All My Friends: No One Should Feel Sad At Christmas Time
Pilate: Fairytale Of New York
Badly Drawn Boy: Donna & Blitzen
Ed Harcourt: In The Bleak Midwinter
Hawksley Workman: A House Or Maybe A Boat
Handsome Family: So Much Wine
Death Cap For Cutie: Christmas (Baby, Please Come Home)
El Perro Del Mar: Oh What A Christmas
Jens Lekman: Run Away With Me
Montt Mardié: I Wish Everyday Could Be Like Christmas
Tori Amos: Have Yourself A Merry Little Christmas
Hawksley Workman: Merry Christmas (I Love You)

Dondante

2009-10-09T10:58:00.002+01:00

My Morning Jacket

Hvis jeg havde et princip om kun at skrive om et nummer pr. kunstner, så dør det nu. Jeg er nødt til at skrive om dette nummer. For nogle gange har jeg brug for en sang, der hjælper mig med at hvæse. En sang der hjælper med at give afløb for de indestængte følelser og tanker, der forurener min krop og stopper blodårerne til. En sang der renser ud, og som giver mig lov til at skrige lidt af verden. Og det gør "Dondante". Den hjælper mig med at hvæsse mine kløer, og med at skylle de torne ud, der flyder gennem mit hjerte og mine blodbaner.

Nummeret starter ganske stille. En enkelt guitar skubber sangen i gang med en usikker melodi. En stortromme i stakato-agtig rytme følger, og overtager efter at guitaren har givet op. Det lyder som en vejrtrækning, hvor man ikke kan trække vejret helt i bund. Som om der er nogen, der presser på ens bryst.

In A Dream I Saw You Walking. Like A Kid Alive And Talking. That Was You. In The Classroom You Were Teaching. On The Streets You Were Policing. That Was You. To The One I Now Know Most, I Will Tell Them Of Your Ghost Like A Thing That Never, Ever Was.

In A Dream I Saw You Walking. With Your Friends Alive And Talking. That Was You. Well, I Saw It In Your Movement And Even Though You Never Knew It. Well, I Knew, Just How Sweet It Could Be, If You'd Never Left These Streets.

Jim James er blevet forladt, og han ser personen i alt og overalt. Hans stemme er lys og ydmyg. Han er tilbageholden og indadvendt, men jo længere man kommer ind i nummeret, jo tydeligere kan man mærke frustrationen og sorgen. Først med guitaren der vender tilbage, og senere med Jim James, der stille og roligt begynder at synge mere og mere i stedet for at fortælle. Han har ondt i hjertet og er såret.

You Had Me Worried, So Worried That This Would Last...
But Now I'm Learning, Learning That This Will Pass...

Det er den sidste fjerdedel af nummeret, der virkelig tænder mig, der sætter ild til mig. Det starter med et lille instrumentalt stykke, hvor guitaren får plads til at udvikle sig. Fra at være lille bitte vokser den sig larmende og stærk for, sammen med trommerne, at eksplodere i et kæmpe bål af susende flammer med Jim James' rå og skrigende stemme brændende indeni. Det føles så stærkt, at jeg nærmest får kvalme. Mine hår rejser sig på hele min krop, jeg kan fysisk mærke blodet brænde under min hud, og hvordan tornene, sorgen og vreden, former sig til en bombe, der eksploderer med det skrig Jim James til sidst får samlet kræfter til. I nummerets sidste minut hjælper de rivende guitarer og tunge trommer med at tvinge flammerne langt væk fra mig for til sidst selv at ebbe ud. Missionen er lykkes. Jeg kan rejse mig og rette ryggen igen. Ligesom Jim James, der ganske vist er såret, men som også har genfundet håbet - eller i hvert fald ved, at han vil komme til det.

Syner

2009-09-05T19:54:00.001+01:00

Teitur

De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.

"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.

Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.

Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.

Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.

Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.

Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.

Empty

2008-10-21T21:57:00.002+01:00

Ray LaMontagne

Jeg kan godt lide stille film. Sådan nogle film, hvor der ved første øjekast ikke umiddelbart sker noget. Film der handler om hverdagen, og om de mennesker, der lever i den. Helt almindelige mennesker, der udadtil ser ud som om de har styr på livet, men indeni kæmper en indædt kamp for ikke at bryde sammen. Mennesker, hvis liv ikke synes særligt spændende, men som ved nærmere eftersyn indeholder både tragedier, sorger og glæder. Sådanne film kan jeg bedst lide. De minder mig om menneskeligheden. Det der på een gang gør os skrøbelige og stærke.

En akustisk guitar, der lyder som regndråber i et begyndende tordenvejr. Sådan starter "Empty". Allerede fra nummerets begyndelse kan jeg mærke den blide melankolske stemning, der lægger sig som små grå skyer omkring mig. Den passer perfekt til mit humør.

She lifts her skirt up to her knees. Walks through the garden rows with her bare feet, laughing.
I never learned to count my blessings, I choose instead to dwell in my disasters.
I walk on down the hill through the grass grown tall and brown. And still it's hard somehow to let go of my pain. Will I always feel this way? So empty, so estranged .

Teksten er små malerier, små billeder, som jeg ser tydeligt for mig. Som en film. Pigen med det udslåede hår, der ler. Ham der går bagved. Han smiler, men kun et lille smil. Et af dem, hvor man smiler, mens man samtidigt kæmper for at holde lavaen fra vulkanen i maven nede.

Well, I looked my demons in the eyes. Laid bare my chest said: Do your best destroy me. See I've been to hell and back so many times, I must admit you kinda bore me. There's a lot of things that can kill a man. There's a lot of ways to die. Yes, and some already dead and walk beside me. There's a lot of things I don't understand. Why so many people lie. Well, it's the hurt I hide that fuels the fire inside me.

Der er to elementer i nummeret, der for mig gør det til et mesterværk. For det første er der teksten, som er så blid, så smuk, så ærlig. Det er en fortælling om den stille kamp, der udspiller sig inde i mennesket, der på ydersiden burde være lykkelig med kærligheden smilende ved sin side. For det andet er der melodien, som på mange måder virker underspillet, og er så enkel og ligetil. En akustisk guitar, der spiller det samme igen og igen, og et par violiner der indimellem dukker op og skaber melodien.

Sangens slutning er åben. Det kan gå begge veje. For mig er slutningen ikke vigtig. Det, der betyder noget, er beskrivelsen af følelserne, af stemningen. Det er en reflektion og en følelse, som rammer mig, og jeg kan godt lide at spille nummerets film i mit hovede igen og igen.

Open Heart Zoo

2008-06-28T11:26:00.006+01:00

Martin Grech

Jeg kan godt lide den titel. Open Heart Zoo. Zoologisk hjerte. Det er et billede. Jeg forestiller mig, at der er mennesker, der tramper og maser for at se det røde og endnu bankende hjerte, der ligger blottet i det åbne bryst. Mennesker der skubber og glor og peger på den film hjertet viser. Mennesker der bliver sure, fordi de ikke kan se hjertet, mennesker der råber buh eller griner af de ting, hjertet viser, mennesker der kaster ting på hjertet. Mennesker der ikke forstår, hvad det hele i virkeligheden handler om. Mennesker, primitive mennesker. Og hjertet det ligger og kæmper for at forblive rødt. Det prøver at banke videre, men det ved ikke længere, hvad det banker for.

Musikken starter som begyndelsen på en uhyggelig film. Sitrende og nervøse toner der bliver højere og højere, ligesom skridt fra en person der bliver forfulgt - hurtigere og hurtigere indtil de til sidst bliver stoppet bagfra. Og så...Stilhed.

Et klaver begynder at spille akkompagneret af en afbrudt nynnen, der lyder som hvinende spøgelser, der prøver at lokke. Martin Grech begynder at synge. Han synger med en skinger og castrato lignende stemme. Den er høj og har en nærmest psykotisk klang. Men der er også skønhed over den. Den virker ærlig og afklaret, men samtidig umådelig trist og fortabt.

See in through both sides
wants more to life
know your limits boy
once more too high

Netop som man tror, at sangen skal til at ændre sig, blive lys og håbefuld, intensiveres den depressive stemning. Det lyder som om, Martin Grech prøver at slippe fri fra de mørke følelser, fra spøgelserne. Men han har ikke mere luft og udbryder et gisp så voldsomt, at jeg selv kommer til at gispe. Store tunge maskinelle trommer tromler ned over ham og mig, mens spøgelserne med deres skrigende og gennemsigtige stemmer svæver omkring og fejrer, at de har vundet. Martin Grech er fanget i deres sorte tomme verden. Han har overgivet sig, givet op, tabt. Ligesom hjertet i billedet, der nu er blevet sort og er holdt op med at banke.

Young Love

2008-03-18T13:12:00.012+01:00

Moto Boy

For mit vedkommende startede dette års forår allerede i januar. Det var nemlig her, at jeg for første gang hørte Young Love. Siden da har jeg hørt den et utal af gange, og hver gang har jeg følt de små karakteristiske jordskælv af glæde i kroppen, som foråret altid giver mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg nærmest dufte foråret på trods af, at jeg befandt mig i marts måneds sne og kulde.

Young Love starter med en lille mild og optimistisk melodi på en elektrisk guitar med en svag stortromme i baggrunden. Og så starter svenske Oskar/Moto Boy med at synge. Og åh, hvilken stemme! Den er utrolig, og på alle måder perfekt. Det er sjældent, jeg har hørt en stemme, der kan spænde fra de helt lyse toner til de mørke og stadig have sådan en klar klang. Til releasefesten på pladen i Malmø gik det i særdeleshed op for mig, hvor fantastisk han synger. Rummet var proppet til randen med mennesker, og det eneste Moto Boy havde med sig var sin ensomme elektriske guitar. Alligevel formåede han at synge så selv de bagerste blev ramt, og taget på det nærmeste blev løftet af.

"Young Love, burning a hole in my heart. Young Love burning a hole in my heart. Find me and take me where my love belongs. Burn me. I want it 'cause my love is yours".

Young Love er dette årtis ultimative kærlighedssang. Så er det sagt. Når man hører nummeret fordufter alle ens småproblemer som dug fra en forårsmorgensol. Man føler sig i stedet opløftet og får lyst til at smile og trække på skuldrene over de ting, der før syntes så problematiske og deprimerende, og som nu i stedet virker fjollede.

Young Love handler om den altopslugende kærlighed. Om længslen efter den store kærlighed, de store følelser og ikke at stille sig tilfreds med andet end den. "They asked me: "What do you think you will find"? And I replied: "I don't know but its something devine".

Jo længere man kommer ind i nummeret, jo flere ting kommer der på. Det starter med lidt flere trommer, lidt mere kor, lidt mere intensitet i Moto Boys stemme og lidt mere nynneri. Og særligt nynneriet skal fremhæves. Jeg tror aldrig rigtigt, at nynneri har sagt mig noget andet end, at det måske til tider har været lidt irriterende. Men Moto Boys nynnen er himmelsk at lytte til, og egentligt nok det der gør, at jeg synes, at nummeret er så godt. Gennem nummeret akkompagneres hans nynnen af ham selv. Det minder om den måde Julee Cruise synger kor på sig selv på, og selvom jeg er vild med det, når Julee Cruise gør det, så lyder det endnu mere fantastisk, når Moto Boy gør det.

Hvis jeg skulle vælge en sang, som jeg skulle have med på en øde ø, ville jeg vælge "Young Love". Så ville jeg være sikker på, at jeg altid ville bevare håbet om at blive reddet, og imens ville jeg føle mig glad, let og forventningsfuld.

Song For The Angels

2007-09-15T20:00:00.000+01:00

Great Lake Swimmers

Der er et sted i Valbyparken, som er mit. Når jeg sidder der på græsset med træerne ved min side, vinden i mit ansigt og vandet for mine fødder, føler jeg, at jeg bliver lettere. Jeg kan mærke hvordan mine tanker en for en bliver opløst, og hvordan mine skuldre igen løfter sig. Jeg bliver ladet op. Fyldt med ny energi. Langsomt kommer farverne tilbage til mit blik, og det hele bliver så forbandet smukt. Jeg kan sidde der i timevis. Bare stirre på bølgerne, på himlen, på jorden. Alene men altid med musik. "Song For The Angels" er et af de numre, jeg ofte hører, når jeg er ude i naturen. Stemningen i nummeret får mig til at føle mig tryg. Den får mig til at ryste det kunstige i livet af mig, så jeg føler mig helt rå og ægte.

Nummeret er bygget op omkring en akustisk guitar kun tilsat enkle bløde toner fra en elektrisk guitar og lidt kor. Tony Dekker synger med en ømhed, som næsten kun kan sammenlignes med en mor, der synger en vuggevise for sit nyfødte barn. Det er eftertænksomt og blidt, og hans stemme føles som en beskyttende dyne.

"Song For The Angels" er et refleksivt og magisk nummer. For selvom det på overfladen kunne lyde som endnu en kærlighedssang, er det også en hyldest til naturen, en hyldest til det, der er større end os. Det er en påmindelse om, at vores liv er flygtigt, og at mange før os har været samme sted og følt det samme. "I Know That I Am Just A Drop Of Water, Frozen Into Ice On The Stormy Earth, Who Gave Us Birth, Over And Over In Cycles, Lovely Cycles". Og et eller andet sted, er det en helt utrolig lettelse. For det minder mig om, hvad der er vigtigst her i livet. Og det trøster mig.

This Is Hardcore (End Of The Line Remix)

2007-09-03T08:04:00.001+01:00

Pulp

Når jeg tænker på Pulp, er det ikke just smukke symfoniske ballader, jeg kommer til at tænke på. Men ikke desto mindre er det lige præcis, hvad dette 3 minutter og 2 sekunder lange stykke musik er. En overvældende mini-symfoni. Og så handler det alligevel kun om tyve sekunder. Tyve enestående sekunder:

1.16 - 1.46: Jeg har aldrig hørt noget så smukt. Mit hjerte holder op med at slå, og et deja vu af tanker og minder gennemspiller sig som en sort/hvid film for mine øjne. Alt det der har gjort mig til den, jeg er i dag. Sorgerne, tankerne, smerten. Disse tyve sekunder er mig; det er mit hjertes melodi. Mine ord føles tomme og meningsløse, når jeg prøver at beskrive, hvad det er, der sker, når jeg hører de få fantastiske sekunder. Men der er violiner. Smukke, utrolige violiner, der med deres triste, ømme lyd lægger en beskyttende hinde omkring mig. Jeg kan sidde i et tog, stå i en butik, cykle, løbe, gå eller stå - det gør ingen forskel. Så snart de blide toner rammer mit indre, standser alt i min krop og ingenting betyder noget mere. Det er mit hjerte. Det er min melodi. Det er sådan jeg er.

Nova

2007-06-25T13:21:00.000+01:00

Corvine

Naturen gør noget ved mig. Det har den altid gjort. Da jeg var tolv år, stod jeg engang på en færge og hørte musik i min walkman. Jeg stod for enden og kiggede på bølgerne og den smukke natur vi sejlede forbi, og med et blev jeg grebet af en voldsom trang til at hoppe ned i vandet. Jeg kan stadig fremkalde følelsen, og den sitren af angst som overvældede mig bagefter. For selvom det kun var et kort sekund, så tænkte jeg på at gøre det, og et øjeblik troede jeg, at jeg ville gøre det. Episoden er karakteristisk for mit forhold til naturen: Den gør noget ved mig som jeg ikke kan styre - og når naturen kombineres med musikken forstærkes mine følelser og gør forholdet endnu mere ukontrollerbart.

"Nova" er et af de numre der i særdeleshed appelerer til naturen. Den har en voldsom intensitet og selvom jeg godt ved, at nummeret ikke er opstået af sig selv, så virker det sådan. Det er nærmest spirituelt.

Slæbende trommer og rislende guitarstrømninger slår stemningen an allerede fra nummerets begyndelse. Den er tung, mørk og dyster. Og så kommer det pludseligt; det uventede og falset-agtige "Cha ka ka ku ku ku ku" fra forsanger Marius Lynghjems mund. Det virker banalt på skrift, men passer på forunderligvis perfekt til sangen. Netop dette uforklarlige input gør, at nummeret virker endnu mere stærkt og selvstændigt.

En guitar spiller en melankolsk melodi, mens Lynghjem synger: "Now It's Time To Let Yourself Go" inden nummeret eksploderer i et intenst uvejr af et omkvæd. De rislende guitarstrøminger bliver mere tydelige og trommerne hårdere. "Hold On To The Ground" råber Lynghjem igen og igen og med mere og mere panik i stemmen, jo længere man kommer frem i nummeret. Og jeg ved hvordan han har det.

Når jeg hører nummerets sidste minutter, som bedst kan beskrives som et guitarinferno, får jeg en uafrystelig trang til at løbe væk. Ud på markerne eller ind i skovene og blive slået omkuld af vinden og våd af regnen. Jeg må kaste mig på jorden og holde fast i græsset, mens skyerne og mørket prøver at sluge mig, og jeg råber af alt det onde, som prøver at bedøve mig med sine sorte følelser. Der er jordskælv i mit indre, og jeg kan kun håbe på, at naturen er mig nådig.

"Now It's Forever, Now It's Forever, Now It's Forever"

Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight

2007-05-01T20:34:00.000+01:00

Whiskeytown

Til daglig er det ikke noget, jeg tænker over, men når jeg sætter musikken på, mærker jeg det straks: Jeg er ikke ovre min Ryan Adams-forelskelse endnu! Et enkelt ord fra hans mund, og jeg kan mærke forelskelsen blusse op. Men hvad er det i virkeligheden? Hvorfor er jeg vild med manden? Han laver jo åbenlyst ikke længere musik, der er for mig, og vores sidste møde endte med skuffelse og hul i maven. Alligvel skal jeg bare sætte en gammel plade på, og vupti, så er den der. Gammel kærlighed ruster alligevel ikke, åbenbart.

Der findes to versioner af dette nummer, og selvom jeg har hørt begge enormt meget, er det umuligt for mig at beslutte hvilken, jeg bedst kan lide. Alligevel vælger jeg at skrive om versionen fra "Strangers Almanac", fordi den, på trods af teksten, gør mig i utroligt godt humør. Eller godt humør er måske så meget sagt; den giver mig lyst til at drikke mig fuld. Og jeg mener ikke elegant fuld, hvor man sidder pænt på sin stol i baren og behersket styrer alle sine bevægelser. Nej, jeg mener sådan rigtigt beskidt og ucharmerende fuld. Den slags fuldskab, hvor man bliver klistret ind i øl, vælter ned fra stolen og ikke kan komme op igen. Den slags fuldskab, hvor man insisterer på at cykle hjem, selvom man er helt sikker på at vælte, og ligger og skråler sine yndlingssange nede på asfalten med cyklen ovenpå sig. Den slags fuldskab, hvor man vågner næste morgen og har dunrende hovedpine, den største eftertørst i mands minde og mindst et par skrammer og hudafskrabninger fra nattens eskapader. Det er den slags fuldskab, jeg taler om. Og det er sådan et nummer "Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight" er.

"Well, Excuse Me If I Break My Own Heart, It Was Mine From The Finish, I Guess It Was Mine From The Start". Ryan Adams melder klart ud. I aften bliver han ulykkelig. Men han græder ikke, og er ikke bedøvet af sorg; i stedet ser han sin skæbne i øjenene...Og drikker smerten væk: "This Situation Keeps Me Drinking Every Goddamn Day And Night". Her er alternativ country, når det er allerbedst. En catchy og uptempo melodi med banjo og steelguitar tilsat en helvedes masse heartbreak. Så kan det næsten ikke blive smukkere.

Og det er jo derfor, at jeg kan lide Ryan Adams. Når han synger, krænger han al sin ensomhed og desperation ud. Hans stemme er hæs og rå, og i numre som dette, får han mig til at smide min kappe med hæmninger og for en stund glemme alt om hverdagens dårlige samvittighed og ansvar. Og nogle gange er det alt, hvad man har brug for. Så Ryan, jeg tilgiver dig (og krydser fingre for, at den kommende plade får mig til at glemme, at du nogensinde svigtede mig). Og lad det så blive weekend!

If You Go Away

2007-04-22T06:09:00.000+01:00

Scott Walker

"Ne Me Quitte Pas". Sådan hedder sangen på fransk. Den er oprindeligt skrevet af Jacques Brel i 1958, og er sidenhen sunget af mange store sangere og sangerinder. Scott Walker er en af dem, og det er hans version, jeg vil skrive om her.

Der er lavet mange sange om ulykkelig kærlighed; jeg har skrevet om nogle få af dem; "Pain In Any Language" der med sin smerte og desperation ønskede hævn, og "Gloomy Sunday" der med sin sorte melankoli gav op, og sagde farvel til denne verden. "If You Go Away" er anderledes. Den er på een gang erkendende overfor den tabte kærlighed og alligevel håbefuld.

Det første man møder er en akustisk guitar der igen og igen spiller det samme simple og triste stykke af en melodi. Guitaren akkompagneres af violiner, der blidt spiller det samme. ”If You Go Away On This Summerday, Then You Might Aswell Take The Sun Away”. Scott Walker er ved at miste sin kærlighed. Han prøver at få hende til at blive, og synger med en utrolig følelse og indlevelse. Hans stemme smyger sig omkring mig, og er så blød og blid, at jeg nærmest føler, at bliver løftet fra jorden og svæver.

Ved omkvædets start ændrer stemningen i nummeret sig og bliver mere lys. Violinerne går fra de dybe og mørke toner til de lyse og gribes af den nyfundne optimistiske stemning. Lette trommer og en mild harpe kommer til og hjælper solen med at trænge gennem skyerne. Og strålerne rammer Scott Walker: ”But If You Stay, I’ll Make You A Day Like No Day Has Been Or Will Be Again. We’ll Sail The Sun, We’ll Ride On The Rain And Talk To The Trees And Worship The Wind". Han er håbefuld og tror stadig, at han kan overtale hende til at blive. Men så ændrer stemningen sig igen, skyerne kommer tilbage, og himlen bliver mørkere end nogensinde før. Musikken bliver mere dyster og dramatisk, og det samme gør Scott Walker:

"If You Go Away, As I Know You Will, You Must Tell The World To Stop Turning. Turning. 'Til You Return Again, If You Ever Do, For What Good Is Love Without Loving You. Can I Tell You Now As You Turn To Go, I'll Be Dying Slowly 'Til The Next Hello. If You Go Away. If You Go Away. If You Go Away".

Jeg har svært ved at rumme denne sekvens i nummeret. Scott Walker synger med en sjældent hørt erkendelse i stemmen. Hans måde at synge ordene på, får mit blik til at sortne og min verden til at gå i stå. Mit hjerte synker ned i maven, og jeg bliver nødt til at trække vejret dybt for at undgå, at tårerne skal oversvømme mine øjne. Alt i min krop stivner, og det eneste jeg kan, er at føle sorgen i hans stemme.

Slutningen af nummeret er tydeligt præget af, at Scott Walker nu har erkendt, at han ikke længere kan fastholde håbet: ”If You Go Away, As I Know You Must, There’d Be Nothing Left In This World To Trust, Just An Empty Room Full Of Empty Space, Like The Empty Look I See On Your Face”. Et kor af engle støtter ham, mens den sidste snert af håb siver bort fra hans hænder. Han har tabt, og jeg kan se hans triste blik, mens han kigger efter hende gennem vinduet, og sagte konstaterer for sig selv: ”And I’d Have Been The Shadow Of Your Shadow, If You Might Have Kept Me By Your Side”.

”If You Go away” er et vidunderligt nummer. Det gør dybt indtryk på mig, og efterlader spor i mit indre længe efter, at jeg har hørt det. Musikken tager en del af æren for, at nummeret er så enestående, men det er Scott Walker, der gør det helt specielt. Hans stemme er så fuld af patos og ømhed, at man rammes og overvældes og gennemgår smerten med ham. Det er en sjælden oplevelse, der på en gang både er smuk og frygtelig. Ingen af de andre versioner af sangen har denne effekt på mig - selv ikke Jacques Brels egen.

The Black Amnesias

2007-04-09T18:36:00.000+01:00

Hope Of The States

Hvis "Gloomy Sunday" var en 'chanson macabre', er dette nummer det i høj grad også. Det er det tætteste man kommer på absolut mørke uden at være rigtig død. Godt nok har "The Black Amnesias" ikke helt samme historie som "Gloomy Sunday", men stemningen som sangen fremkalder, minder om den man rammes af i "Gloomy Sunday". Her blot i en mere koncentreret og stærk form. Med andre ord er dette nummer ikke for skrøbelige sjæle; i hvert fald bør man passe på, at man ikke bliver filtret ind i dens mørke og dystre univers. For selvom det netop er det fantastiske og specielle ved nummeret, er det også det dødbringende.

"The Black Amnesias" et et instrumentalt nummer som indleder Hope Of The States' første plade "The Lost Riots". Allerede fra nummerets første sekunder, som slåes an af en plaget og forstyrret guitar, mærker man stemningen i nummeret. Det er dog især i omkvædet med de støjende og lidende guitarer, den ulykkelige violin og de tunge og triste trommer, at jeg overvældes. Det føles som om alle de mørke følelser jeg nogensinde har følt bliver sluppet fri, og nu hvirvler rundt i min krop, som var de blade i en orkan. Pludselig forstår jeg hvorfor bandets ene guitarist tog sit eget liv under indspilningen af pladen. Det er et ensomt nummer til det ensomme menneske. Det bekræfter alle ens mørke følelser og sorte tanker, og selvom det mest af alt kunne lyde som en forbandelse, så er det også meget smukt. For når det er så sort og dystert, bliver det på en måde også rent og ukompliceret.

Jeg holder mest af at lytte til nummeret, når jeg er udenfor. Inde midt i skoven eller ude ved vandet, hvor naturens elementer forstærker nummerets udtryk. Og det er her, at man skal være ekstra varsom. Jeg bliver i hvert fald stærkt overvældet hver eneste gang. Og selvom jeg indimellem kæmper imod, må jeg overgive mig og lade mig vælte. Der er ikke noget jeg kan gøre. Det er som at svømme i havet og blive trukket ned at understrømmen, og derefter skulle kæmpe for at komme fri af vandets og bølgernes greb. Nogle klarer den, mange gør ikke. Jeg er i hvert fald glad for at nummerets sidste minut river mig ud af min trance med sin forholdsvis umelodiøse larm og voldsomhed. Sluttede nummeret ikke på denne måde, tror jeg, at "The Black Amnesias" ville komme til at ligne "Gloomy Sunday" på mere end blot stemningen.

The Bear

2007-03-19T15:45:00.000+01:00

My Morning Jacket

Trommer har aldrig sagt mig synderligt meget. Jeg har altid mest været fokuseret på forsangeren og guitaren. Eller violinen eller klaveret. Sådan var det i hvert fald før jeg hørte dette nummer. For det er først efter at have lyttet til "The Bear", at det er gået op for mig, hvor stor en betydning trommer kan have for et nummer. Og intet nummer før dette har fået mig til at fokusere på trommerne.

My Morning Jacket er et af mine absolutte yndlingsbands, og deres første plade "The Tennessee Fire", hvorpå nummeret her er at finde, ligger i den øverste del af min top over yndlingsplader nogensinde. En stor del af grunden hertil er forsanger Jim James, der synger, ja, vel nærmest guddommeligt. Såsnart hans stemme flyder ud af højtalerne, er jeg ramt. Og jeg er ramt hårdt.

Det første man møder er bum ba dum chi-trommerne, som også er grundrytmen i nummeret. De er tydelige og tunge. Efter kort tid starter Jim James med at synge, og hvor kan han synge! I starten synger han afdæmpet og stille, men meget hurtigt giver han efter for intensiteten og volumen i nummeret. "It's A Bad Idea To Go Down To Pier By Yourself After Dark, Bad Idea 'Cause They're Down On Their Luck And They've Lost Touch With Their Bleeding Hearts". Personen er ved at gøre noget dumt. Han er ved at give sig selv til mørket. Han er ved at give op. Og det er netop det, der er det essentielle i nummeret. Man skal ikke give op. Livet er ens personlige opgave, og man har selv indflydelse på det. Man har et ansvar. "Time Is Near To Go Forward With Whatever Killed Your Spark. There's Still Time For You To Change Your Mind Or Whatever Else You Do". Selvom man har mistet gnisten, er det aldrig for sent at prøve at få den tilbage.

Nummerets sidste minutter er himmelråbende gode. Og det er især her, at jeg fanges af trommerne. Intensiteten er så høj, og der bliver slået så hårdt på trommerne, at jeg får små chok hver eneste gang, de bliver ramt. Sammen med trommerne sender Jim James utrolige mængder kuldegysninger gennem min krop. Jeg bliver nærmest elektrisk. Det er som at stå midt i en voldsom storm uden at have noget at holde fast i. Og det er fantastisk.

Traded For Fire

2007-03-09T17:36:00.000+01:00

Dolorean

Jeg ved det godt. Der er allerede begyndt at tegne sig et billede af, hvilke sange det især er, der falder i min smag; dødeligt smukke melodier, sort melankoli og hjerteskærende tekster. Så nem er jeg - og dog.

"Traded For Fire" er et af de numre, jeg har lyttet mest til nogensinde. Det er uden tvivl verdens smukkeste nummer... om utroskab. - Og tænk at utroskab kan gøres smukt. Havde jeg ikke hørt dette nummer, ville jeg nægte, at det kunne lade sig gøre. Nummeret har en langsom rytme og er ret monoton. Det er det samme der bliver spillet i en stor del af sangen, men det passer perfekt i denne sammenhæng. Musikken er smuk, men den skal ikke gøre stor væsen af sig. Ikke på et nummer som dette. Men monoton er ikke det samme som anonym - for det er musikken bestemt ikke. Det sørger både klaveret og celloen for.

Teksten er et kapitel for sig. Den er intet mindre end utrolig, og i løbet af nummeret får Alex James sagt nogle vanvittigt smukke ting:"I Gave Her My Death And Stole From Her Life". Alt dette får nummeret til at gå op i en højere enhed, og fordi Alex James synger som han gør, fatter man med det samme sympati for ham, selvom det er ham, der er skurken. Han ved, at det han gør er forkert: "Father Forgive Me, 'Cause I Knew What I Was Doing. I Set A Snare For Myself And Fell Headlong Into ruin.". Han angrer og lider, men han kan ikke handle anderledes, og nu be'r han om at få sin straf, sin nemesis, så han kan holde det ud: "Burn My Lips
With Coals And Burn My Insides".

Alle kender følelsen, ikke kun i forbindelse med utroskab, men i forbindelse med svigt på andre måder. Og vi har jo alle svigtet. Eller er blevet svigtet. På et eller andet tidspunkt. Jeg finder en fantastisk trøst i dette nummer. Det får mig til at føle, at det er okay - at jeg er okay, for jeg er et menneske. Og at være menneske betyder, at man indimellem begår fejl, at man træder forkert. At lytte til nummeret gør ikke fejltrinene mere rigtige, men mine ambitioner om at være et godt menneske får en realistisk karakter og presset på mine skuldre mindskes. For jeg er ikke alene. Jeg er ikke den eneste der træder forkert. Det gør man, når man er menneske.

1963

2007-02-15T20:14:00.000+01:00

New Order

Jeg elsker gode historier, og når de bliver kombineret med gode melodier, elsker jeg dem endnu mere. Dette nummer er et godt eksempel herpå. Udover at være en utrolig catchy popsang, som er en yndet favorit, når jeg får lyst til at danse, bærer den også på en hemmelighed. Eller hemmelighed er måske så meget sagt, men den er i hvert fald inspireret af noget der kunne have været en fantastisk hemmelighed. Sådan en hemmelighed, som udover at være en rigtig god historie, også er omgivet af mystik. En hemmelighed der aldrig bliver afsløret fordi den simpelthen ikke kan afsløres. Meningerne er modsatrettede, og der er ingen endegyldige beviser. Det er sådan en sang "1963" er.

Sangen er inspireret af en af konspirationsteorierne omkring mordet på John F. Kennedy. Det var ikke meningen at kuglen skulle have ramt ham; den var tværtimod beregnet til Jackie Kennedy. I følge teorien havde John F. Kennedy nemlig en affære med Marilyn Monroe, men fordi han var katolik, kunne han ikke lade sig skille. "Johnny, Don't Point That Gun At Me". Det er Jackie der synger :" He Told Me To Close My Eyes, My Gift Would Be A Great Surprise, I Saw Tears Were In His Eyes, He Never Meant To Hurt me, Oh God Johnny". Der er dog flere detaljer i sangen, der ikke stemmer overens med virkeligheden, men egentlig betyder det ikke noget. Det der betyder noget er, at det er en fantastisk historie - og den virker. Man digter videre, man opstiller hypoteser, afprøver dem og finder på nye.

Sangen kan dog sagtens stå alene - uden mystikken omkring JFK. For selv når man ser bort fra dette aspekt, er sangen fantastisk. Den beholder sin melankolske og dramatiske stemning " There Was too Many Ways That You Could Kill Someone, Like In A Love Affair, When The Love Has Gone". Og det er netop det der gør at sangen, i mine øjne, bliver helt enestående. På den ene side bærer den på en hemmelighed, og på den anden side er det en universel sang om kærlighedens sidste krampetrækninger inden den fader ud og bliver til noget der engang var.

Jeg finder stadigvæk nye tolkninger på sangen, selvom jeg har lyttet enormt meget til den. Handler den om JFK? Har "Johnny" fundet en anden, og hvorfor vil han så skyde kvinden i sangen? Er det hende, der har fundet en anden? Eller er han nødt til at skyde hende fordi han har begået en forbrydelse og vil skåne hende for følgerne og skammen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at sangen er gribende og helt utroligt god.

Song To The Siren

2007-02-13T21:20:00.000+01:00

The Czars

Jeg har altid været meget glad for coverversioner. Ofte ender det endda med, at jeg bliver mere glad for coverversionen end for det originale nummer. Det samme er tilfældet her - og med alle de andre fantastiske sange som Czars har fortolket. "Song To The Siren" er oprindeligt skrevet og sunget af Tim Buckley, men det er først med Czars, og i særdeleshed John Grant, at det har givet mening for mig.

Nummeret er langsomt og får tiden til at gå i stå. John Grants stemme er i fokus og akkompagneres kun af enkle toner på klaveret, næsten usynlige trommer og en dvælende og syngende guitar. Når jeg hører sangen, foregår alle mine bevægelser pludselig i slowmotion, og jeg mærker de ydre påvirkninger på min krop ekstra tydeligt. Teksten er utrolig smuk. Den er perfekt. Med få ord fortælles der om, hvordan det er at møde kærlighedens gudinde - og hvor ulykkeligt det kan være.

"O My Heart, O My Heart Shies From The Sorrow". Det gør mit også. John Grants stemme hypnotiserer mig. Den er blid og smuk, og omfavner mig i det blødeste kys. Når han synger lægger der sig et filter rundt om mit hjerte, som beskytter det fra alverdens ondskab og mørke. Og ikke nok med det; jeg kan mærke hvordan det igen bliver rent. Al forurening forsvinder og det blod mit hjerte pumper rundt i kroppen bliver atter rødt. Hvis der findes en himmel og et helvede, så er John Grants stemme himlen. Det er sådan jeg gerne vil forestille mig, at de døde bliver mødt, når deres hjerter har slået det sidste slag.

Just To Know What You've Been Dreaming

2007-02-09T18:33:00.000+01:00

Will Johnson

Will Johnson spiller i flere bands, men det er når han er alene, at han har mig i sin hule hånd. På besynderlig vis formår han med sangen at genskabe følelsen af at være forelsket. Når jeg hører den, oplever jeg sugene i maven fra dengang, jeg mødte min kæreste. Dengang, helt i starten, hvor hjertet indimellem sprang et slag over fordi man slet ikke kunne rumme alle de tusinder af små boblende hjerter, der flød rundt i kroppen og gjorde blodet mere rødt. Jeg bliver overvældet af en lethed og en sjældent set optimisme og håbefuldhed. Jeg glemmer pludselig alle mindreværdskomplekserne og de indre problemer. For en stund løftes byrderne fra mine skuldre, og jeg kan ånde frit. Jeg kan slippe tankerne, og jeg kan føle mig sikker. Jeg kan klare alt, for jeg er elsket af en. Og alt andet er lige meget.

"I Would Tell A Thousand Tales, Just To Know What You've Been thinking. I Would Swim The Seven Seas, Just To Crawl Along Your Beaches". Jeg benægter ikke, at sangen er fyldt med klicheer, men når Will Johnson synger dem, er det ikke patetisk. Man tror på dem, og alt virker helt rigtigt. Han mener det. Hans stemme er så ærlig og ægte, at jeg tror, han kunne bilde mig hvad som helst ind. Jeg ville tro på alt, hvis bare han sang det.

At høre "Just To Know What You've Been Dreaming" er som at træde et skridt ind i sit eget hjerte og genfinde dets rytme. Det er at føle sikkerheden og trygheden, som når man finder sin elskedes blik efter at have flakket rundt alene. Det er at bremse op, og huske det der er rigtigt, og det der er vigtigt i ens liv, og det har jeg brug for indimellem. Det er en pause fra usikkerheden og tanke-infiltrationerne, og det giver mig en indtrængende lyst til at holde om min kæreste og aldrig give slip. Hvis man kunne bo i en sang, ville jeg bo i denne.

Gloomy Sunday

2007-02-05T15:37:00.000+01:00

I 2001 skrev jeg en artikel om den sagnomspundne sang Gloomy Sunday. Denne sang rangerer meget højt - måske endda højest - på min lange liste over yndlingssange. Jeg har 65 forskellige versioner af sangen d.d., men der findes sikkert flere. Det der rammer allermest ved Gloomy Sunday er teksten. Jeg har sjældent læst noget så sørgmodigt og hjerteskærende. Men selvom den er sørgelig og næsten ubærlig, er den også omhyllet af en sær lethed. Den er sort som døden, men alligevel er der lys omkring den. Myterne om sangen er med til at gøre den magisk, og derfor endnu mere fortryllende. Der er noget med den sang. Og selvom de sange jeg vil skrive om her, betyder meget for mig, og på hver deres måde er fantastiske, så er der ingen der på samme måde besætter og tryllebinder mig som Gloomy Sunday.

Gloomy Sunday
På en mørk søndag i 1933 havde en ungarsk mand og hans kæreste et skænderi. Skænderiet tog som så mange gange før sit udspring i, at kvinden var vred over, at manden ikke fik sig et ordentligt job, i stedet for at leve i drømmen om en dag at blive en berømt musiker. Døren smækkede, og kvinden forlod sin mand med intentioner om aldrig at vende tilbage - hvilket hun heller ikke gjorde. Hun begik selvmord nogle måneder efter. På denne søndag blev sangen Gloomy Sunday født.

Sådan lyder blot en af historierne om den verdenskendte sang Gloomy Sunday, der senere har fået tilnavnet Selvmordssangen, fordi den efter sigende skulle være skyld i hundredvis af selvmord. Hvad der er sandt, og hvad der er opdigtet i myten om den ungarske sang, er svært at gennemskue, og selvom utallige har forsøgt at udrede sandheden, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Kendsgerningerne er dog, at Szomorú Vasárnap (på engelsk: Gloomy Sunday) er skrevet af en ungarsk mand ved navn Rezso Seress på en søndag i 1933, fordi hans kæreste var gået fra ham. Ligeledes er det sandt, at han arbejdede som pianist på en stadig eksisterende restaurant kaldet Kispipa i Ungarn, selvom han ironisk nok ikke kunne læse noder, og kun kunne spille klaver med to fingre. En sidste kendsgerning er, at Seress tog sit eget liv i 1968.

Da Seress i sin tid ville udgive Gloomy Sunday, fik han i første omgang afslag, da man mente, at sangen fremtvang ”en fortvivlelse, som ikke ville være til gavn for folket”. Det lykkedes dog senere for Seress at få sangen udgivet, og i løbet af ganske kort tid blev Gloomy Sunday et stort hit i radioerne.

Men…Efter at politiet i Budapest fandt en lokal skomager, der havde begået selvmord, og læste dennes afskedsbrev, blev en større efterforskning sat i gang. I afskedsbrevet stod teksten til Gloomy Sunday nemlig citeret, og det var ikke første gang, at sangen var indblandet i et selvmord. Jo mere politiet undersøgte de lignende tilfælde, jo mere blev de klar over, at sammenhængen mellem Gloomy Sunday og selvmordene ikke var tilfældig. Sangen blev derfor forbudt i Budapest.

Selvom det især var i Ungarn, man mente, at kunne forbinde det ene selvmord efter det andet med Gloomy Sunday (man påstod at over hundrede mennesker begik selvmord på grund af sangen), var det dog ikke kun der, at Gloomy Sunday dukkede op i selvmordssammenhænge. I USA gassede en kvinde sig selv og bad i sit afskedsbrev om at få sangen spillet til sin begravelse. I England klagede nogle naboer over, at den samme sang (Gloomy Sunday) blev spillet uafbrudt i lejligheden ved siden af. Da man brød døren op, fandt man en kvinde, der havde taget en overdosis af sovepiller. I Berlin fandt man en butiksindehaver, der havde hængt sig selv, og for fødderne af hende lå en kopi af sangen. En mand på en restaurant ønskede at høre Gloomy Sunday, og skød sig selv kort efter. Ligeledes blev der rapporteret om flere tilfælde af mænd, der skød sig selv til tonerne af denne melodi. Kvinden der omtales i indledningen, Seress’ kæreste, fandt man død efter, at hun havde indtaget gift. I hånden havde hun teksten til Gloomy Sunday. Selvmordssangen blev herefter forbudt i England og USA, og snart fulgte resten af verden efter.

Som sagt er det tvivlsomt, hvad der er sandt, og hvad der er usandt i myten om Gloomy Sunday, men når alt kommer til alt, lader det til at Seress’ sang rent faktisk har udtrykt og sat ord på en bestemt følelse hos en enorm skare af mennesker - mennesker der på den ene eller den anden måde har følt sig forrådt af livet og kærligheden.

Alligevel er der flere aspekter, der bør tages i betragtning, når man anklager Gloomy Sunday for alene at være skyld i så mange menneskers død - især i Ungarn. For eksempel bør det tages i betragtning, at Ungarn altid har stået højest på listen over selvmord, og at landet led økonomisk krise på det tidspunkt, da sangen udkom. Ligeledes var det i slutningen af 1930’erne at anden verdenskrig brød ud, og dette har vel næppe været med til at mindske antallet af selvmordsforsøg i Ungarn eller noget andet sted.

Men hvad så med selvmordene i de andre lande? Som før nævnt, mente flere, at Gloomy Sunday ”udtrykte noget essentielt ved hjælp af sine simple harmonier”, og at det var en ”chanson macabre”, der fik folk til at føle sig så deprimerede, at de fik lyst til at tage deres liv. Dette er velsagtens en overdrivelse, men for mig hersker der ingen tvivl om, at sangen er meget speciel og udtryksfuld. Gloomy Sunday er først og fremmest en kærlighedssang, en sørgelig kærlighedssang, og en hyppig årsag til selvmord er netop kærligheden. At denne sang har formået at udtrykke så meget for så mange mennesker, er i mine øjne dybt tragisk, men også utrolig smukt.

Det er en realitet, at menneskene i 1930’erne og fremefter tog historierne om Gloomy sunday til sig. Der opstod bestemte ”Gloomy Sunday-klubber” som folk dyrkede i stor stil, Coco Chanel kreerede en collection over emnet, der fik navnet ”Dødskostumerne”, og Sigmund Freud navngav selvmordene ”Der Sonntagsneurose".

Gloomy Sunday har desuden altid været yndet blandt musikere. Billie Holiday indspillede tidligt den version af sangen, som de fleste kender, og siden har et utal af kunstnere indspillet sangen, blandt andre Louis Armstrong, Marianne Faithfull, Lydia Lunch, Sinéad O’Connor, Elvis Costello, Heather Nova, Björk og The Associates (forsanger Billy MacKenzie tog i øvrigt sit eget liv i 1997…)

Selvom ikke alt omkring Gloomy Sunday er sandt, vælger jeg alligevel at tro på, at sangen har haft indflydelse på en masse menneskers liv. At den ligefrem har fået folk til at begå selvmord, fordi de har lyttet til den, er formentlig en skrøne, men der er ingen tvivl om, at sangen har været af stor betydning for mange mennesker. I dag er det naturligt at musik betyder meget for mange mennesker, og vi har flere gange hørt om folk, der har taget deres liv, fordi deres idoler enten er blevet dræbt, eller selv har begået selvmord (jvf. Kurt Cobain).

Hele historien om Gloomy Sunday er et bevis på, at musikken ofte udtrykker det mennesket ikke selv formår at udtrykke, og det må være det højeste en sang kan opnå i denne verden.

Sunday is gloomy
My hours are slumberless
Dearest, the shadows I live with are numberless
Little white flowers will never awaken you
Not where the black coach of sorrow has taken you
Angels have no thoughts of ever returning you
Would they be angry if I thought of joining you?
Gloomy Sunday
Gloomy Sunday
With shadows I spend it all
My heart and I have decided to end it all
Soon there'll be candles and prayers that are said I know
But let them not weep
Let them know that I'm glad to go
Death is no dream
For in death I'm caressing you
With the last breath of my soul I'll be blessing you
Gloomy Sunday
Dreaming, I was only dreaming
I wake and I find you asleep
In the deep of my heart here
Darling I hope
That my dream never haunted you
My heart is telling you
How much I wanted you
Gloomy Sunday

Pain In Any Language

2007-02-04T21:54:00.000+01:00

Jeg har altid lyttet til musik, men jeg er i tvivl om, hvad der var min allerførste yndlingssang. Nogle af mine tydeligste minder er, at jeg sidder på mit brune værelse og lytter til musik. Jeg spoler tilbage på båndoptageren og hører sangene om og om igen. Måske tegner eller skriver jeg, måske sidder jeg bare og kigger ud af vinduet.

Jeg er en der nusser, og jeg er en der gemmer. Jeg har altid skrevet ting og tanker ned; ikke så meget i en dagbog, men mere i form essays, digte, scrapbøger og bånd. Min yndlingsbeskæftigelse da jeg boede hjemme, og i de første år efter jeg var flyttet hjemmefra, var at sidde på mit værelse og sysle med ting i stearinlysets skær til tonerne af mit yndlingsmusik. Nu går jeg ture med musik i ørerne i stedet. Men det er derfor, at jeg er startet på denne blog. Fordi det var så umådeligt rart at sidde og nusse med ting, der betød noget for en, men også fordi jeg tit bliver overvældet af musik. Så meget at jeg indimellem har svært ved at rumme det. Det er den musik, jeg vil skrive om her. Det er de sange, der gør noget ved en, de sange man ikke kan slippe, de sange man altid vender tilbage til. Det er yndlingssangene. Mine yndlingssange.

Billy Mackenzie & Apollo 440: "Pain In Any Language"
Lad det være sagt med det samme; dette er ikke min eneste yndlingssang med Billy Mackenzie. Det er meget få, der kan synge så sjælfuldt og med en så indtrængende stemme, at det kommer til at rive i hjertet. I dette tilfælde river det af længsel, af svigt og af smerte. Når Billy Mackenzie synger gør det ondt. Men det er ikke grimt og forfærdeligt; tværtimod.

"Pain In Any Language" er en 8 minutter og 40 sekunders lang rejse med konstant riven i hjertet. Jeg tager rejsen helt frivilligt og gerne igen og igen. Og det er smukt. Det er så vanvittigt smukt, at det næsten ikke er til at bære. Havde det været en anden end Billy Mackenzie, der sang på nummeret, er jeg ikke sikker på, at det på nogen måde ville have været et så stærkt og et så udtryksfuldt nummer. Det er ham der skaber sangen. Det er ham der gør den fantastisk.

At lytte til "Pain In Any Language" er terror for hjertet. Nogle gange tror jeg, at det ikke kan klare det. Men når jeg først har hørt det een gang, er jeg nødt til at høre det igen. Og igen. Det er sært. Teksten er enkel og nummeret er bygget op af gentagelser, men intensiteten bliver voldsommere og voldsommere. Og Billy Mackenzie bliver mere og mere indtrængende og desperat. "They Won't Love You, Like I Love You", nærmest skriger han, og jeg kan se ham trygle hende om ikke at gå. Han er derude, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre. Han er desperat, han vil gøre alt. Men han kan ikke gøre noget. Hun er allerede væk. Og nu gør det ondt; han vil have hævn. "You're Gonna Need Me Like I Need You Right Now".

"Pain In Any Language" slog benene væk under mig første gang jeg hørte det, og det gør det stadig hver eneste gang, jeg hører det i dag. Det er et af de smukkeste og stærkeste numre, jeg nogensinde har lyttet til.